Døde kuhliål bliver hvide.. hvordan?

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

panoz — 21. maj 2007, 23:36

Hej,

Var væk i et par dage, og en af mine kuhliål var død da jeg kom hjem, og var blevet hvid. Kan mallerne have ædt skindet således at den er hvid indenunder, eller er der andre forklaringer? Inden jeg tog afsted var alle mine kuhliål farvet og i live.

Mvh.
panoz

BaReSåNuZeR — 22. maj 2007, 00:11

Ja de andre kan spise skindet, det er også sket her. Så bliver de hvide.



Mvh.
BaReSåNuZeR

chico4000 — 22. maj 2007, 09:08

Det er meget normalt at fisk bliver hvide når de dør... Den korte forklaring er at de bliver nedbrudt så snart de dør... Den lange er at det nok sker både indefra og udefra... Indefra vil bl.a. DNA'ser begynde at nedbryde cellerne - udefra vil alle de bakterier der er i vandet angribe det pga. det manglende immunforsvar... Det er mit gæt ihvertfald...

Med venlig hilsen
Allan Kristensen

Godiva — 22. maj 2007, 09:24

Hej panoz
Den videnskabelige forklaring (jeg er bimediciner :-) ) En kuhliål er en fisk, og har derfor muskler langs kroppen, som du og jeg og katten og skildpadden har det. Muskler består af proteiner (altså kød), og når fisken dør, er der ikke længere noget til at sørge for at alt er som det skal være i muskelcellerne, og de proteiner der er i dem, altså muskelfibre, vil begynde at gå i stykker. OG! (for der er en pointe) når disse proteiner går i stykker vil de bryde lyset anderledes. Det er nøjagtig samme proces som når du steger et stykke torsk. Så opvarmer du kødet, og får på den måde meget hurtigt ødelagt proteinerne, hvorved fisken bliver stiv og hvid. Det er derved også det samme, som når du koger et æg. Her er æggehviden bare "frie" proteiner i en skal, i stedet for at være inde i en muskelcelle.
Og nu kan man så sige, jamen en tun bliver jo ikke hvid, og det gør ko eller hjort jo heller ikke, men nærmere Nej, men hvid fisk (hø hø, hvorfor mon navnet) og kylling og svin gør. Og det har noget med livsstil at gøre. For inde i musklerne kan man have et protein der hedder myoglobin. Og myoglobin fungerer ligesom hæmoglobin, der er det protein i de røde blodceller der transporterer ilten rundt i blodet. Så det er vi glade for. Nå, men myoglobin bor inde i muskelcellerne, og kan ligesom hæmoglobin opbevare ilt, og frigive det når der er brug for det. Og ligesom røde blodceller er røde på grund af hæmoglobin, bliver muskelceller med myoglobin røde på grund af dette (proteinet indeholder jern, der giver farven).
Men hvorfor er der så nogen dyr der på denne måde opbevarer ilt i musklerne, og andre der ikke gør? Årsagen til ikke at gøre det er at det er dyrt energimæssigt. Evolutionen plejer at sørge for at unødvendige ting ikke er der. Derfor er årsagen til at have ilt i musklerne også at det er nødvendigt!
Når en tun skal jage (eller tyre skal slås, eller hjorten stikke af), bruger de en hulens masse energi på meget kort tid. Og så kan man ikke nå at transportere ilt til musklerne nok til dette behov. Har man ikke ilt, producerer man mælkesyre, og mon ikke vi alle har prøvet at gå i stå på en løbetur på grund af det. Av...
Så altså, røde fisk (og andre hvirveldyr) er røde fordi de opbevarer ilt i musklerne til korte, hidsige energiudbrud, hvide fisk er hvide fordi de ikke opbevarer ilt, og det er tilsvarende fisk der ikke jager aggresivt, men som hellere skal spare på energien.
Og derfor blev din fisk hvid, og derfor blev den hvid og ikke grå som den stegte tun. Og nu skal jeg ind og læse til eksamen, i stedet for at lave overspringshandlinger :-)

MalleTine — 22. maj 2007, 09:46

Interesssant som bare pokker 🙂 God forklaring.

Noget andet jeg har lagt mærke tl ved døde kuhliål: de stinker!!! Det kan lugtes i hele hytten, når sådan en er afgået ved døden.

Vh.
MalleTine

Luna — 22. maj 2007, 10:11

#4 Spændende læsning. :-)

Mvh.
Helle

Godiva — 22. maj 2007, 10:11

Spændende... Det har jeg ingen fornuftig forklaring på, at de skulle stinke mere end andre fisk.
En af mine venner, professor i membranfysik Ole G. Mouritsen har skrevet en fantastisk bog: Sushi; Lidenskab videnskab og sundhed, som klart kan anbefales hvis man vil vide lidt mere om biologiske processer, og fisk.

panoz — 22. maj 2007, 16:56

Tak for svarene!

Lidt mere erfaring er høstet :-)

Mvh.
panoz

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.