HMF filter til discus

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

Bruger #946029 — 6. maj 2012, 01:51

Vil et HMF filter være tilstrækkeligt, som eneste filter, i et 325 liters akvarium med discus?

Umiddelbart vil bestanden komme til at bestå af 4-5 discus, 25 Corydoras sterbai, 3 Ancistrus sp. og x antal rød neon.

Akvariet vil have sandbund, rødder og være beplantet primært med Vallisneria sp., Pogostemon helferi og evt. Limnobium laevigatum.

Thomasen — 6. maj 2012, 20:19

Hej
En effektiv biologisk filtrering fås nemt med et hjemmelavet biofilter. Hmf vil alt efter fodringsmængde og type skabe ammonium.
Jeg tillader mig at sætte et link ind med tegning over, hvordan man laver et biofilter. Til et akvarium på 325 l. vil et hjemmelavet biofilter kunne laves i et lille akvarium på kun 80 l.

http://www.discushobby.dk/viewtopic.php?f=34&t=41

Mvh. Thomasen

stausholm — 6. maj 2012, 20:22

[citat]
Jeg tillader mig at sætte et link ind med tegning over, hvordan man laver et biofilter. http://www.discushobby.dk/viewtopic.php?f=34&t=41

Mvh. Thomasen[/citat] ærgeligt at man først skal logge ind

Thomasen — 6. maj 2012, 20:41

Nåja, det havde jeg ikke lige tænkt over. (autologin)
Tak til langebæk! 😀

KimJ — 6. maj 2012, 20:53

#2
Det er ikke korrekt. Et HMF filter fungerer biologisk set nøjagtigt som ethvert andet aerobt filter, og vil selvfølgelig også give de samme resultater.

At en bestemt type filter skulle "skabe ammonium" vil jeg neget gerne se belæg for. Ammonium/ammoniak er bare det første trin i den biologiske nedbrydningskæde, og vil som sådan "skabes" i alle systemer, inkl. det du linker til. Det vil dog hurtigt nedbrydes til nitrit og derefter nitrat.

Konklusionen må blive, at HMF filteret er glimrende egnet til Discus. Det har iøvrigt en fordel i forhold til andre filtre, nemlig at foder der suges hen til filtermåtten, bliver siddende der, tilgængeligt for fiskene, som kan plukke det derfra efter behag, i stedet for at det bliver suget ned i et utilgængeligt filter, hvor det skal nedbrydes.

Bruger #946029 — 7. maj 2012, 01:22

Tak for svarene - de er, som forventet, lidt blandede 🙂

Der er ingen tvivl om, en sump er et rigtig godt filter, men jeg ønsker, af flere forskellige årsager, netop ikke at lave en sådan.

Umiddelbart ville jeg jo mene, at HMF filtret burde være tilstrækkeligt, så længe belastningen ikke overstiger filtrets evne til at nedbryde de skadelige stoffer.
Jeg har i forvejen kun gode erfaringer med HMF filtre, men jeg var blot i tvivl om, hvorvidt fodermængden ved hold af discus, ville overstige filtrets formåen. Dette lader så ikke til at være tilfældet.

Yderligere indput modtages gerne.

Thomasen — 7. maj 2012, 09:55

"6
Hvad præcis i #2 er ikke korrekt?
Holder du discus og har du erfaring med den type biofilter jeg snakker om? Så vidt jeg kan se, skrev jeg ikke noget om at et bestemt filter skaber ammonium. Blot at med den gængse fodertype til discus (råt kød og fisk) og temperatur (28-30 gr.) dur et hmf-filter ikke i længden i et discusakvarium.

Du vil så sige at det er fordi filteret er underdimensioneret. Sp.sm. er så bare om man vil optage en gavl med 15-20 cm. måtte eller om man vil have et akvarie ved siden af med biofilter, der kan klare mosten.
Du skriver; "et utilgængeligt filter, hvor det skal nedbrydes". Hvad er utilgængeligt i forhold til hmf?

"Det er ikke korrekt. Et HMF filter fungerer biologisk set nøjagtigt som ethvert andet aerobt filter, og vil selvfølgelig også give de samme resultater."
Det er forkert, Kim.Selvfølgelig er der forskel på effekten i forskellige typer filtre. Vandet i et hmf passerer 5-10-20 cm. materiale. I et filter som det jeg snakker om 100 cm. eller mere. Og jeg må spørge dig om du har erfaring med opfodring af discusfisk i et akvarium "kun" med hmf?

Du skriver; "i forhold til andre filtre, nemlig at foder der suges hen til filtermåtten, bliver siddende der, tilgængeligt for fiskene, som kan plukke det derfra efter behag".
Men, Kim det dur ikke i et discusakvarium, hvor kødet går i forrådnelse efter kort tid ved 28-30 gr.
"Konklusionen må blive, at HMF filteret er glimrende egnet til Discus"...
Det er ikke min og andres erfaring! Jeg bruger skam også hmf-måtter til mit vand. Men ikke til discus... Det skyldes som nævnt fodermængde og type.

Mvh. Thomasen

KimJ — 7. maj 2012, 10:41

#8
Dit postulat om at HMF filtre specifikt skaber ammonium er ikke korrekt. Det er faktisk noget sludder.

Jeg har, gennem bevidst afprøvning og sammenligning, erfaring med de fleste filtertyper, og ja, jeg har også opdrættet discus, endda med filtre der var langt mindre effektive end HMF filtre. Jeg har også erfaret, at discusakvarier langtfra er de mest belastede, i forhold til andre cichlideakvarier, uanset hvor gerne discusfolkene vil have at de skal fremstå som "specielle".

Vand kan nu engang ikke blive renere end rent, så med et filter der holder vandværdier som ammonium/ammoniak og nitrit nede på ikke-målbare værdier, kan det ikke gøres bedre, uanset hvor meget overkapacitet man ellers har. Din påstand er reelt (da det er den eneste filtertyper der i praksis giver en større filterkapacitet end HMF) at kun akvarier med en tilsluttet sump kan bruges til discus. Det vil de fleste nok kunne gennemskue som noget vrøvl.

Det er selvfølgelig ikke meningen at der skal sidde foderrester i timevis på måtten, men det er nu engang sådan, at foderrester der ryger i overløbet eller indsugningen på filtre der ikke er tilgængelige for fiskene, er uigenkaldeligt væk før fiskene kan reagere på det, hvorimod det foder der sidder på den åbne måtte, kan plukkes indtil der ikke er mere (hvis akvaristen har doseret korrekt) eller det fjernes af den akvarist der har overfodret. Under alle omstændigheder er det lig en mindre belastning af filteret.
Det eneste alternativ er at slukke for filteret ved fodringstid, hvilket selvfølgelig er en mulighed, men ikke særlig praktisk i overløbssystemer.

M.h.t. de "magiske" 28-30 graders varme, så er det vist desværre ret almindelige temperaturer i de fleste stueakvarier om sommeren, uanset hvad varmelegemet så er sat til.

Sidst men ikke mindst; #1 efterlyser ikke en løsning til opdræt af store mængder discus, men noget der kan holde et akvarium med nogle få discus og lidt andet kørende 😉 En måtte der dækker den ene gavl, og er 7 cm tyk, vil give en filtervolumen på over 15L, hvilket matcher de største spandpumper, så mon ikke det går...

MiaC — 7. maj 2012, 11:03

#4 fjernet, p.gr.a. brud af ophavsret.

langebæk — 7. maj 2012, 11:09

jeg kan se der har været nogen inde med rettelakken men vi poster da bare linket igen

nu med eget billede sorry benny det gik vist lige lidt for stærkt
billederne her er fra egen kælder




og linket til discusforum.dk er stadigvæk for alle
http://www.discusforum.dk/viewtopic.php?f=137&t=5225

Blues — 7. maj 2012, 16:27

For nu at sikre at billeder af et rigtig godt filter - som har krævet mange timers arbejde og mange discusfolks erfaringer i årtier - også ledsages af en meningsfyldt tekst, har vi midlertidigt flyttet artklen, så den kan læses uden log in.

http://discushobby.dk/viewtopic.php?f=29&t=936

Vil I spørge, diskutere eller i øvrigt dele noget, der omhandler discus på et fornuftigt plan - ja så er I altså nødt til at logge ind.
Vores behov for at lokke brugere til, er ikke så pressérende.😉

Altid med venlig hilsen og glimt i øjet

Blues


www.discushobby.dk

Thomasen — 7. maj 2012, 18:52

#12
Fedt du ser det og gør den tilgængelig! Langebæks giver alligevel et fint indtryk af, hvad det handler om, hvis man går og overvejer at bygge selv 🙂

Mvh.

Thomasen — 7. maj 2012, 19:08

Sidst men ikke mindst; #1 efterlyser ikke en løsning til opdræt af store mængder discus, men noget der kan holde et akvarium med nogle få discus og lidt andet kørende 😉 En måtte der dækker den ene gavl, og er 7 cm tyk, vil give en filtervolumen på over 15L, hvilket matcher de største spandpumper, så mon ikke det går...

[/citat]

Jo, det går nok 😉 MEN: "4-5 discus, 25 Corydoras sterbai, 3 Ancistrus sp. og x antal rød neon" i et 325 liters er ikke det samme som det du skrev "nogle få discus og lidt andet kørende".
Avl eller ej, jeg vil stadig anbefale #1 at lave et ordenligt biofilter og ikke tænke på det i de næste 3-4 år, fremfor HMF, der for tit slammer til og ophober ammonium pga. fodertype og mængde.
Mvh.

KimJ — 7. maj 2012, 19:23

Du har tydeligvis ikke nogen anelse om hvordan et korrekt opsat HMF filter virker, eller hvorddan den biologiske nedbrydnig foregår *skeptisk*

Ammonium kan ikke ophobes. Det er så giftigt, at det slår fiskene ihjel meget hurtigt, hvis det ikke nedbrydes til nitrit, som stadig er meget giftigt, og derfor hurtigt skal nedbrydes til det relativt ugiftige nitrat.

HMF filtre er netop kendt for at kunne stå i årevis uden vedligehold! Min egen rekord er 2½ år, hvor akvariet af andre årsager skulle nedlægges, men jeg har da kendskab til en hel reol, som kører på tiende år, med det de fleste nok ville kalde en ret hård og varierende belastning.

KTR — 7. maj 2012, 20:14

Når nu trådstarter allerede i #7 tilkendegiver at han ikke ønsker et biofilter, så er den vel allerede død der? Og så er et HMF filter i min optik den bedste mulighed. Korrekt opsat og dimensioneret er det ikke noget der slammer til. Og slet ikke noget der ophober ammonium.

Thomasen — 7. maj 2012, 20:16

#15
Jeg anbefaler #1 et rigtigt biofilter fremfor hmf fordi det er mest effektivt og fordi erfarne discusfolk har brugt det fremfor hmf pga OPHOBNING af ammonium i VANDET pga. fodertype og mængde. Af det konkluderer du jeg ingen forstand har på hmf eller biokemi samt at næsten alt der kan opfattes som omtale af begrænsninger ved hmf, af dig konkluderes som sludder. Du er meget hurtig til at dømme og sværte til. Og det er ikke sympatisk, synes jeg.
Vil man starte discusakvarium op kan man ligeså godt tage tyren ved hornene og lave et biofilter selv fremfor hmf. Det er min anbefaling til #1.
Tak herfra! 😀

Mvh.

KimJ — 7. maj 2012, 20:31

Jeg er her ikke for at være sympatisk, så det går nok:D

Uanset hvor mange gange du gentager det, er de "begrænsninger" du omtaler ved HMF filtre i stærk modsætning til alt hvad de af os der har brugt dem gennem længere tid, har erfaret, og din fortsatte påstand om ammoniumophobning er der desværre ikke nogen måde at kommentere på, som ikke indeholder en blank afvisning, hvis man vægter fakta højere end høflighed.

Jeg har fuld respekt for at du kan li` et andet (og ganske glimrende) filter, men at forsøge på at få det til at fremstå som det eneste gode alternativ, ved at fremsætte urigtige påstande, hvad enten de skyldes inkompetence eller er mod bedre vidende, gør det vanskeligt at tage dine synspunkter alvorligt.

discusallan — 7. maj 2012, 22:36

Jeg mener at HMF filter er rigeligt til de få discus du vil have i dit 325 liters.
At der skulle ske en ophobning af NH3 ved filtrering med hmf er da en forfærdelig gang sludder, men en ophobning af nitrat vil der sikkert komme da det er meget begrænset hvad sådan en svamp kan gøre ved det.
Jeg kører selv med biofilter i mine akvarier men der er også en meget større belasning pga opfodring af unger osv og uden biofilter vil der skulle skiftes en masse vand for at undgå nitratophobning.

Så kør du bare med hmf .

langebæk — 7. maj 2012, 23:54

nu inden i river hinanden hoveder helt af om det skal være det ene eller det andet så kan i da lige nyde nogle billeder af min amazonsas biotorp med vf grønne discus fra peru


Bruger #510468 — 8. maj 2012, 00:08

:|Jeg har smidt en halv spand bioelemnter ned bag min hmf og holder dem roterende med en luftsten. Det virker rigtigt godt.

Thomasen — 8. maj 2012, 19:45

Hejsa
KimJ mfl.
For et par år siden faldt jeg i snak med en rigtig flink fyr der hedder Claus T. Han fortalte mig en masse om det at holde discus. Bl. a. at jeg formentlig ville opleve at kunne måle ammonium, hvis jeg fodrer discus i et akvarium med hmf. Jeg har haft det i baghovedet lige siden og følt mig sikker med det argument, som jeg nu må undskylde er en fejl og misforståelse fra min side.
Det blev omtalt iforb. med andre ting og samtidig fik jeg at vide af en meget erfaren akvarist på en af discussiderne at det er begrænset, hvad hmf kan klare i forhold til en sump. Siden da har jeg holdt discus og hmf adskilt i frygt for ammonium og andre kedelige ting. Har også snakket med Martin fra CC, der som jer andre fortæller det selvfølgelig er noget sludder, at hmf skulle være årsag til problemer med ammonium. Men han sagde også at der er noget om, at ammonium tager mere fat, når Ph er under 7. Og da vi alm. discusholdere sjældent er under 7, når det drejer sig om selskabsfisk, er det ikke et problem med ammonium og hmf-filter.
Jeg er ked af jeg har været så påståelig og undskylder hermed for min vedholdenhed. I kender det sikkert selv, når man føler sig sikker på noget, er det svært at blive små-hånet af dem man tror tager fejl.

Tak! 🙂
Mvh. Thomasen
Ps. Langebæk, det er fanme et flot setup det dér! Og godt fotograferet! (er fotograf)

KimJ — 8. maj 2012, 20:14

#22
Vi bliver jo allesammen revet med af stemningen, når vi diskuterer noget vi brænder for, så der er ingen problemer herfra!🙂

Det med at Ammonium viser sig mest ved en PH under 7 er helt korrekt, men man skal nu ikke tro at den hellige grav er velforvaret fordi man befinder sig over de 7! Ved en PH over 7, vil den samme proces som giver ammonium, nemlig bare give ammoniak i stedet, og det er endnu mere giftigt. Det er dog yderst sjældent at der opstår problemer med disse værdier, da de er det første et biologisk filter går i gang med at nedbryde.

Jeg er iøvrigt helt enig i at et stort biologisk filter har en større kapacitet, alene i kraft af den større volumen, end et HMF filter af normale proportioner. Diskussionen er jo mere om hvad der er "godt nok", end hvad der er det ultimative.

discusallan — 8. maj 2012, 20:30

Fin Amazonas biotop du har fået der langebæk, jeg anede slet ikke at der fandes varmelegemer i floden:D

langebæk — 9. maj 2012, 15:49

[citat]Fin Amazonas biotop du har fået der langebæk, jeg anede slet ikke at der fandes varmelegemer i floden:D[/citat]


hehe det er væk nu og der er sat eksternt varmeleme på plus et andet i back up bag modulet



fandt også lige to L091 som måtte med hjem sammen med de grønne

Thomasen — 10. maj 2012, 07:12

Ugens æg 😛
Kaldes de her brun discus?

mvh

langebæk — 10. maj 2012, 15:40

det er godt nok svært at se på billede men det ligner alm brun eller den som de kalder alenquer

Thomasen — 10. maj 2012, 17:12

langebæk
Hvis du gider må du meget gerne se de billeder der er på min profil. Er i tvivl om parrets navn. Er alenquer ikke mere kontrastrige end alm. brun? Billedet har jeg gjort lysere og de er taget i en hurtig håndevending 😛
Tak og mvh

emeka — 27. september 2012, 17:02

#28
Det er alequer

langebæk — 28. september 2012, 11:39

Enig med #29

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.