Nybegynder med stort N!

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

kennhdk — 26. december 2010, 19:57

Hej alle.

Jeg er helt ny og grøn, og lige lavet en bruger på det her utrolige forum, som er ved at tage livet af mig!

Vil lige fortælle lidt fakta, inden jeg kommer ud i 1000 spørgsmål som mange sikkert har stillet før. (Undskyld)

Jeg er 24 år, lige flyttet i en ny lejlighed (igen)!
Jeg flyttede d. 1. dec. og har altid sagt at jeg ville prøve at have fisk, og nu fik jeg muligheden, da jeg nu er flyttet for mig selv, og ikke andre der skal bestemme indretningen 🙂

Så har jeg ellers bare sagt lidt i sjov, at nu skulle det være. Så her juleaftensdag, skulle jeg hjem til mine forældre og hygge. Så havde min far sku fundet deres akvarie frem (Som var pakket væk, det blev pakket væk i nogle aviser, som var fra 1993 😮 )

Så nu står jeg her og troede bare lige jeg gik ned og købte det jeg nu manglede til mit akvarie, men nej, der er jo 1000 ting man skal tage til overvejelse og gør inden man gør mere. Min far kan selvfølgelig ikke huske noget om at have fisk, da det var i 1993 de pakkede det væk, og jeg var så kun 7 år dengang.

Men jeg har så søgt lidt rundt omkring, her og der. Og blevet så meget klogere at jeg vil tage på biblioteket og låne nogle bøger om det, men men men...

Det er et 56L akvarie (vi målte literen da vi afprøvede om det var tæt) det måler 60-30-35cm.

Min plan var "BARE" at jeg skulle have noget grus, planer, og nogle neonfisk, men nej, det er åbenbart utrolig svært at have et akvarie, derfor:

Hvilken bøger vil I anbefale?

Jeg regner med at tage ned på i den lokale dyrehandler i Hobro (Hvor jeg er flyttet til) (http://www.hobrodyrehandel.dk/) Hvor jeg vil høre ham til råds om hvad jeg kan købe, hvad jeg mangler osv., men så er jeg bare bange for at blive taget ved næsen og kommer hjem med noget der overhoved ikke dur!

Min plan var at få nogle neon fisk, for kan huske som barn vi havde sådan nogle sjove lysene fisk. Men, hvis de er så svære at have, hvilke fisk skal jeg så have? Kender absolut ikke til nogen slags fisk.

Hvilke fisk?
Hvor mange fisk?
Hvor mange forskellige slags?
Hvad bund skal de fisk jeg nu vælger, have? Har læst mig frem til grus med runde hjørner, men hvilken farve, hvor store?
Hvad planter dur til hvilke fisk? En "guide" jeg læste jeg man skulle have 5-10 planter til et 54L. Men hvilke slags og hvor mange slags?
Nogen skriver gødningspiller andre skriver ingenting, hvad skal planterne leve af?
Lys? gennemsnit siger 12 timer lys om dagen, men hvilket slags lys? Jeg har bare fået et lysstofrør med, som jeg bare troede jeg kunne bruge?
Pumpe? Filter? Har noget fra midt 70eren, men det dur nok ikke mere? Hvad, hvor stort, inde eller ude?
Grader? Det kommer vel an på fiskene? Men ca 24-28 grader?

Jeg kan blive ved. Men skal først og fremmest have fyldt nogle sten, sand, planter og vand i. Så skal det jo stå i 14 dage? Men vil ikke bare fylde hvad som helst i, for skal jo have noget der dur til fiskene?

Undskyld de mange spørgsmål, men kan slet ikke sætte mig ind i den her verden 🙂 Håber i forstår mig.!

På forhånd tak. Kenn.

Ps.: Her er lidt billeder af det jeg har fået, som sikkert ikke dur til noget?





brib — 26. december 2010, 20:13

Akvariet er 63.l

Pumpen : Rena 301 er en udemærket luftpumpe , som yder en fin mængde luft contra wattforbrug , og man kan stadig købe reservedele til den .

Rena varmelegemet er jeg lidt i tvivl om . men det kan du selv chekke op på når du tilslutter det .

De resterende spørgsmål vil jeg overlade til andre .

Velkommen til iøvrigt :-)

kennhdk — 26. december 2010, 20:42

Tak tak 🙂

Ja, det skal være 63l, men målte det til 56l vand, da vi testede om det var tæt.

Jeg får at vide jeg skal købe en vandpumpe istedet for den luftpumpe, som kan flytte vandet 2 gange i timen? 102 liter i timen max?

Tak for svaret!

jery — 27. december 2010, 09:23

#3: med en vandpumpe mener du sikkert et filter, og ja i vore dage letter man sit akvariehold ved at bruge filtrering.
Du skal nok snarere regne med 3-4 x gennemstrømning/time.
Luftpumpen kan du bruge, hvis du evt. ønsker at lave et HMF-filter og lign. - jeg vil dog anbefale dig at finde et godt indvendigt filter.
Rena-varmelegemet bør du skrotte. Et gammelt varmelegeme kan være en interessant og stødende oplevelse. Et nyt koster ikke alverden; kig efter et kvalitetsmærke, ex. Eheim Jäger.

Jesper Green — 27. december 2010, 10:30

Der er også lidt god info her :
http://akvariesiden.akvariefisk.dk/article/?Type=27

Mvh
Jesper

Schwensen — 27. december 2010, 11:48

Det er altså ikke umuligt at holde neonfisk 😉 Hvis du bare får din balance op at køre. Til dette skal der tålmodighed og vandskifte til. Læs begynderguiden herinde på siden, og du vil blive meget klogere. Ellers er guppyer verdens letteste fisk! Platyer kunne også være en idé?

Jesper Green — 27. december 2010, 14:35

#1 - Hvis du kommer forbi Aalborg, så kan du få lidt Endlers guppyer af mig. 🙂

http://www.google.dk/images?hl=en&q=endlers%20livebearers&um=1&ie=UTF-8&source=og&sa=N&tab=wi&biw=1007&bih=666

kennhdk — 27. december 2010, 17:19

#4 - Ja, det var det jeg mente 🙂
#5 - Har læst det hele, og er også blevet en del klogere efter idag.
#6 - Det fandt jeg også ud af idag, hvis man bare får skiftet vand, så burde det ikke være så svært.
#7 - Jamen jeg har da lige været i Aalborg idag, og kommer det igen, for køber nok fisk der oppe, så er da frisk på at komme forbi en tur?

Jeg er blevet en del klogere idag, jeg var i "land og dyr" i Hobro, men fik ikke lige gejsten til at købe noget der.

Jeg kørte så til Aalborg en tur i "styr på dyr" og fik en venlig ung mand, som hjalp mig med at finde de forskellige ting jeg skulle bruge. Så jeg er blevet en del fattigere, men også bedre kørerne og klogere 🙂

Jeg har anskaffet mig følg.:
En baggrund
Mørkt grus
Gødning til planter (Hedder Sera Floredepot)
Tetra AquaSafe
Varmelegme fra Eheim Jäger som Jery skriver 🙂, på 50W med termo styring.
Fluval filter som tager 250l i timen
Nyt lysstof rør på 15W
En slamsuger, som jeg synes var smart med at den ikke tog sten med op 🙂
Også 7 planter af div.

Så nu har jeg fået sat baggrunden fast med silikone (Som jeg forresten også købte der)
Så nu vil jeg lige vente en dags tid med at gøre mere, så det kan få lov til at tørre.

Har sat planterne i en spand med vand, sat varmelegmet i, og sat lyset over, så det kører 12 timer i døgnet.

Imorgen vil jeg så fylde det der gødning i bunden, hvor planterne skal være, også ligge grus hen over, og ligge gruset, så det er højest i bag og lav i for. (Jeg vil skylde gruset godt inden jeg putter det i)
Så vil jeg plante, planterne, med lidt mellemrum ved bagvæggen, sætte filteret og varmelegmet til. Så fik jeg at vide det var godt at tilføje noget "AquaSafe" til at få gang i vandet, så det vil jeg da også gi en smule af.

Er jeg helt forkert på den, eller lyder det rimelig rigtig? 🙂


Til Jesper Green - Har tænkt lidt på de "alm." neon fisk og nogle sugemaller til at starte med, evt. en kampfisk. Kan de godt gå sammen med de der Endlers Guppyer? 🙂

Tak for alle svarene, vender straks tilbage 🙂

Kenn.

plindboe — 27. december 2010, 17:24

[citat]
Min plan var "BARE" at jeg skulle have noget grus, planer, og nogle neonfisk, men nej, det er åbenbart utrolig svært at have et akvarie[/citat]

Nej, det behøver det slet ikke at være. Man skal bare have en smule grundinformation, så er det en let hobby. Den vigtiste info som nybegynder er at man ikke skal introducere fisk for hurtigt i baljen. Det er en god idé at læse om kvælstofkredsløbet her i akvariesidens artikler så du ved hvorfor.


[citat]
Jeg regner med at tage ned på i den lokale dyrehandler i Hobro (Hvor jeg er flyttet til) (http://www.hobrodyrehandel.dk/) Hvor jeg vil høre ham til råds om hvad jeg kan købe, hvad jeg mangler osv., men så er jeg bare bange for at blive taget ved næsen og kommer hjem med noget der overhoved ikke dur![/citat]

God indstilling, da det er let at blive fejlinformeret i dyrehandlere.


[citat]
Min plan var at få nogle neon fisk, for kan huske som barn vi havde sådan nogle sjove lysene fisk. Men, hvis de er så svære at have, hvilke fisk skal jeg så have?[/citat]

Jeg mener bestemt ikke at de er svære at have. Køb du nogle neonfisk hvis det er dem du er interesseret i.


[citat]
Hvilke fisk?[/citat]

Besøg forskellige akvariebutikker. Skriv fiskenes navne ned når du finder nogle du personligt finder fascinerende og som du gerne vil kigge på i år fremover. Derefter tag hjem og læs artsbeskrivelserne her på akvariesiden, og søg på Google efter mere information. Er du stadig i tvivl derefter om hvilke fisk du kan have, skal du bare oprette en tråd med en liste over de mulige kandidater her på akvariesiden, og folk kan råde dig nærmere.


[citat]
Hvor mange fisk?[/citat]

1 L vand per cm fisk er en fin tommelfingerregel.


[citat]
Hvad bund skal de fisk jeg nu vælger, have? Har læst mig frem til grus med runde hjørner, men hvilken farve, hvor store?[/citat]

Der er ingen faste regler om hvilken bund man bør ha'. Der sagt vil en mørkere farve gøre fiskene mere trygge, og alge-belægninger vil ikke fremstå så tydeligt.


[citat]
Hvad planter dur til hvilke fisk? En "guide" jeg læste jeg man skulle have 5-10 planter til et 54L. Men hvilke slags og hvor mange slags?[/citat]

Du kan gå på tropica.dk og søge om de forskellige planter og købe dem der er lettest. Det er dog ikke altid let at forudse hvilke planter der vil trives med de forhold du har, så min taktik er at købe et ordenligt læs af forskellige planter, og dem der kan lide mit vand og mine lysforhold vil sprede sig mens de andre vil syne hen. Det er måske lidt fjollet, men hvis man ikke har tid og lyst til at læse for meget om planter kan den benyttes.


[citat]
Nogen skriver gødningspiller andre skriver ingenting, hvad skal planterne leve af?[/citat]

Der er visse planter hvor gødningspiller er rigtig gode, men det er muligt at have planter helt uden at gøde. Vil man have en rigtig frodig balje er gødning, fokusering på lys, tilførsel af CO2 o.s.v. nødvendigt. Men det bør du ikke sætte dig ind i her i starten, da det vil tage pusten endnu mere fra dig.


[citat]Hvad, hvor stort, inde eller ude?[/citat]

En mindre indvendigt filter. Fluval er et mærke jeg har gode erfaringer med. Når du køber det vil der stå på æsken hvilken størrelse akvarie det er beregnet til.

Du skal ikke bekymre dig om luftpumpe.


[citat]Grader? Det kommer vel an på fiskene? Men ca 24-28 grader?[/citat]

Ja, det kommer an på fiskene. I mange tilfælde er et varmelegeme endda ikke nødvendigt.


[citat]Så skal det jo stå i 14 dage?[/citat]

Det ville være smart at sætte det hele over og smulre lidt flagefoder i så filteret kan blive køres lidt ind før fisk smides i. 14 dages tid vil være fint, som nybegynder.


[citat]Men vil ikke bare fylde hvad som helst i, for skal jo have noget der dur til fiskene?[/citat]

Sten der findes på stranden vil som regel være fine, og kokosnødeskaller fra kokosnødder som du selv køber i supermarkedet. Men ellers er det ofte en god idé at købe tingene i akvariebutikker.


[citat]Undskyld de mange spørgsmål, men kan slet ikke sætte mig ind i den her verden 🙂 Håber i forstår mig.![/citat]

Det skal du ikke undskylde. De fleste kaster sig bare ud i det uden at undersøge det først og det ender ofte i en katastrofe. Så det er smart at du undersøger sagerne.

Peter 🙂

Jesper Green — 27. december 2010, 19:13

[citat]
Til Jesper Green - Har tænkt lidt på de "alm." neon fisk og nogle sugemaller til at starte med, evt. en kampfisk. Kan de godt gå sammen med de der Endlers Guppyer? 🙂

Kenn.[/citat]

Der må jeg være dig svar skyldig 🙂
Jeg har aldrig haft Neon, men Kampfisk har ry for at angribe andre fisk.

Kritdse — 27. december 2010, 19:22

jeg er lidt enig med 10# kampfisk kan godt finde på at angribe mindre fisk hvis de kommer for tæt på skumreden. men jeg håber du finder ud af noget 🙂

kennhdk — 27. december 2010, 21:58

9# - der var sku en masse god information. Tak for det :-) Men du skriver flagefoder i filteret? Skal jeg putte foder oven på filteret, eller bare i hele akvariet?

Nu så jeg lige i "styr på dyr" at der var kun en kamp fisk i hver akvarie, også ved de mindre fisk. Man skal hvis bare ikke have flere hanner sammen, så går det galt.

Jesper Green, jeg søger lige lidt Google på de fisk du har, så kan vi se om en 14 dages tid :-)

plindboe — 28. december 2010, 01:46

[citat]9# - der var sku en masse god information. Tak for det :-)[/citat]

Ingen årsag. 🙂


[citat]Men du skriver flagefoder i filteret? Skal jeg putte foder oven på filteret, eller bare i hele akvariet?[/citat]

Bare smulre det i vandet så det synker (hvorefter noget vil falde til bunds og noget vil blive suget ind i filteret), så skal det nok blive fint.

Det skal også lige nævnes at da jeg nævnte reglen "1 L vand per cm fisk" i indlæg 9 glemte jeg at påpege at man skal huske at fisk vokser, så det er deres voksenstørrelse man bør tage i betragtning.

Og jeg var også lidt upræcis da jeg sagde at det var muligt at have planter uden gødning. Dette kommer helt an på vandet der kommer ud af ens hane, da vand kan variere meget fra vandværk til vandværk. Ofte må man prøve sig lidt frem da det er forskelligt fra akvarist til akvarist, og erfaringer kan ikke altid overføres fra en balje til en anden.

Peter 🙂

Jesper Green — 28. december 2010, 07:38

[citat]Jesper Green, jeg søger lige lidt Google på de fisk du har, så kan vi se om en 14 dages tid :-)[/citat]

Helt i orden!
Ingen tvang fra min side, har bare et lille overskud af Endler's som mangler et godt hjem 🙂

jery — 28. december 2010, 08:32

#14: og så benytter vi PB fremover, ikk'?

Jesper Green — 28. december 2010, 09:11

Punk Buster?

Jan Persson — 28. december 2010, 09:33

I stedet for neonfisk, så kunne du jo overveje hvid skybjerg, der har samme "lysende" effekt. Så kan du også spare varmelegemet 😉. Hvid skybjerg yngler også i akvariet modsat neonfisk.

http://akvariesiden.akvariefisk.dk/species/show/?ArtID=10883

michaeljoergensen1984 — 28. december 2010, 11:34

Jeg har før købt fisk hos Hobro Dyrhandel men har istedet købt mine pumper og armatur hos Land og Dyr i Hobro http://www.landogdyr.dk/ som har en stor butik med mange spændende ting til akvarier 🙂

Jeg kan endvidere anbefale Malawie Cichlider de er nemme at passe og så yngler de også en del (hvilket er hyggeligt at følge med i, når fisken udklækker sine æg i munden) Jeg har nemlig Malawie Cichlider og de har ikke anden varmekilde end to lysstofrør, som holder vandet på ca. 26 grader.

kennhdk — 29. december 2010, 11:38

Hej igen. Så fik jeg ordnet akvariet igår, så nu står det bare og kører 🙂 Varmelegme er stillet til 25-26 grader, som termometret også viser. Filteret/Pumpe gør så at vandet bevæger sig. Så har jeg sprøjtet sådan noget AuqaSafe i (Sådan noget blå noget)



#13 Jeg har lagt gødning i først, også nogle sten, så må vi se hvordan de planter klarer sig, som jeg har "plantet" 🙂 Jeg var i Hobro dyrehandel igår og han mente altså ikke jeg skulle putte noget foder i, da det bare vil ligge sig til bunden og rådne op? Også mente han også at en af de mest hyppige årsager til dårlig akvarier var overfodring? Hvad er din mening?

#14 Yes 🙂 #15 Så så 🙂

#17 Uhmm, de ser også pæne ud, men nu har jeg sat varmelegme i, og stillet på 25-26 grader som termometret også viser 🙂

#18 Jeg kørte ud i "Land og Dyr" men synes ikke om kundeservicen der ude, og de havde kun "udstyr" og ingen planter eller fisk. Så jeg kørte forbi "Styr på dyr" i Aalborg, hvor jeg købte det hele, udstyr, grus, planter osv. Jeg var så forbi Hobro dyrehandel igår, men ved ikke om jeg køber fisk der, eller om jeg tager turen til "Styr på dyr" som næsten kun gør i fisk, og fik en god service, plus når jeg kom igen, så kunne jeg tage noget akvarie vand med, så han kunne teste om det var godt. Også når jeg skal derop, kommer jeg nok også forbi Jesper Green 🙂

Skriv gerne hvis jeg har lavet nogle fejl ved akvariet, eller lign.?

Midtjylland — 29. december 2010, 11:49

# 19

Har du akvariet mest fordi du gerne vil have noget pænt at kigge på eller fordi du godt kan lide at observere fiskenes adfærd? Neonfisk er pæne, men adfærd er nok mindre interessant. 🙂 Dværgcichilder derimod er små personligheder. 🙂

Kunne du godt tænke dig nogle fisk, som du kunne få til at yngle? 🙂

Akvariet ser fint nok ud, men det bliver jo først rigtig pænt, når planterne vokser i vejret. Jeg synes måske du skulle finde nogle flotte marksten og ligge i forgrunden. Træroden kan måske også placeres lidt mere skråt, så der bliver en bedre dybdevirkning.

kennhdk — 29. december 2010, 11:57

#20
Her i starten er det nok mest ment som et "møbel" som ser godt ud, og få det til at fungere, altså få det hele til at køre, fisk trives, og overlever mine nybegynder evner til at holde fisk! Så derefter, når jeg får styr på det hele, så gå mere ind i dybden, viden omkring fiskene og personligheder. Håber du forstår 🙂

Jeg havde tænkt på at købe sådan et "skjulested" alla en kokosnød eller et hus, eller hvad man nu synes der er pænt, men først når jeg køber fiskene. Ja, må prøve og ligge den mere skrå, men nu har jeg godt nok plantet en plante lige bag den 🙂

Midtjylland — 29. december 2010, 12:08

Start eventuelt med noget guppy-mix.

Guppyer er flotte at kigge på, har spændende adfærd og nemme at få til at yngle. Altid sjovt at se hvorfor nogle spændende farvemønstre den nye generation har. 🙂

Hoejrup — 29. december 2010, 12:16

Pænt akvarie du har fået sat sammen der synes jeg! *santa*

Nu ved jeg ikke om Aquasafe lige er et filter-start produkt, men ellers kan det anbefales, til at få bakterie-kulturen i filtret op at køre.

Og så kan det nok anbefales at starte stille og roligt ud med fisk; måske en 5-6 stykker til at starte med og så vente nogle dage med at komme flere i.

Good luck og smid nogle flere billeder op når akvariet er lidt mere vokset til og der er fisk i osv 🙂


Thomas

Hoejrup — 29. december 2010, 12:17

Det var noget i den her stil jeg tænkte på mht filterstart: http://www.cichlidecentret.biz/product.asp?product=13488

Thomas

azzkikr — 29. december 2010, 12:20

[citat]Jeg har før købt fisk hos Hobro Dyrhandel men har istedet købt mine pumper og armatur hos Land og Dyr i Hobro http://www.landogdyr.dk/ som har en stor butik med mange spændende ting til akvarier 🙂

Jeg kan endvidere anbefale Malawie Cichlider de er nemme at passe og så yngler de også en del (hvilket er hyggeligt at følge med i, når fisken udklækker sine æg i munden) Jeg har nemlig Malawie Cichlider og de har ikke anden varmekilde end to lysstofrør, som holder vandet på ca. 26 grader.[/citat]


Hvordan pokker kan du anbefale en nybegynder at holde Malawi Cichlider i et 63 liters akvarie. Det er da så uansvarlig som noget kan være. Malawi Cichlider skal minimum have 100 liter at boltre sig på, for at kunne udfolde sig, få farvepragt og yngle regelmæssig. Mindre akvarier kan give interne kampe, døde fisk og væsentlig forringede naturlige udfoldelser.

Til trådstarter:

Læs gerne en masse på biblioteket og på internettet, men vær kritisk med dine kilder. Som allerede læst kan man søge inspiration ved dyrehandleren, men han er sælger, husk det.

Dit akvarie er fint, og folk har allerede skrevet om udstyret, så det vil jeg lade andre om. Men tænk nu på fiskene når du køber. Køb sand der ikke er skrapt. Køb planter der giver skjul. Skift vand ofte, især i starten. Og gør så ikke samme fejl som 100'vis af andre nybegyndere. Køb nu en slags fisk af gangen i stedet for at købe 10-20 fisk. Start med en alm. ancistrus sugemalle. Køb gerne 2 måske 3 ikke mere. Vent derefter en uge. Køb derefter de prydfisk du gerne vil have. Om det er regnbuer eller hvad, så køb 5-7 stk. og vent derefter igen en uges tid eller 2. På den måde får akvariet ikke et "chok", og du kan vende dig til at have fisk. Hvis akvariet af en eller anden grund ikke er i bakteriel balance vil du opdage det hurtigt og ikke miste alle dine fisk, men måske kun et par stykker, men det skulle ikke ske hvis du passer på din vandkvalitet.

Læs om dine fisk, og spørg de rutinerede akvarister herinde, men vær kritisk med dine kilder. God fornøjelse om godt nytår.

plindboe — 1. januar 2011, 16:33

Flot indrettet, Kenn.

[citat]
#13 Jeg har lagt gødning i først, også nogle sten, så må vi se hvordan de planter klarer sig, som jeg har "plantet" 🙂 Jeg var i Hobro dyrehandel igår og han mente altså ikke jeg skulle putte noget foder i, da det bare vil ligge sig til bunden og rådne op?[/citat]

Ja det vil rådne (altså blive nedbrudt af bakterier) og dette er netop meningen da det vil starte bakteriekulturen op. Der vil ikke ske meget i filteret før fisk og foder smides i baljen, så den lange ventetid er ikke meget bevendt hvis man ikke foretager sig noget. Men du har smidt AquaSafe i, og dette er sikkert også en god løsning.


[citat]Også mente han også at en af de mest hyppige årsager til dårlig akvarier var overfodring? Hvad er din mening?[/citat]

Det har han helt ret i. Det er meget lettere at overfodre sine fisk end at underfodre dem. Der er mange nybegyndere der dræber deres fisk ved at smide for meget foder i. Løsningen er kun at tilsætte nok foder til at det bliver spist på 1 minut (dog skal man holde øje med at alle fisk får noget at spise), og det er godt at slamsuge en gang om ugen for at fjerne eventuelt uspist foder.

Peter 🙂

kennhdk — 1. januar 2011, 17:46

Nu når jeg går ud og køber fisk, og får dem med hjem, skal jeg så starte med at skifte 20-40% af vandet, eller vente en uge?

Tænkte på om jeg skulle købe sådan noget måleudstyr, men hvad er vigtigst? PH-værdier, N02-N03? Hvad skal værdierne være? Der følger måske en brugervenlighed med? 🙂

plindboe — 1. januar 2011, 19:07

[citat]Nu når jeg går ud og køber fisk, og får dem med hjem, skal jeg så starte med at skifte 20-40% af vandet, eller vente en uge?[/citat]

Vent nogle dage. Derefter vil eventuelt 20% to gange om ugen i startperioden være fint. Dog kommer dette tal an på hvor mange fisk der introduceres og hvor meget der fodres, så ta' mit råd med et gran salt.


[citat]Tænkte på om jeg skulle købe sådan noget måleudstyr, men hvad er vigtigst? PH-værdier, N02-N03? Hvad skal værdierne være? Der følger måske en brugervenlighed med? 🙂[/citat]

pH skal man normalt ikke bekymre sig om, med mindre man har fisk der kræver lav pH og man vil avle på dem.

Ammoniak og nitrit dråbe-testsæt kan bruges her i opstarten. Men hvis du starter forsigtigt ud med få fisk, og ellers skifter vand efter hvor mange fisk der introduceres, er det ikke nødvendigt. Værdierne skal ideelt set være 0, men her i starten vil der være lidt udsving.

Nitrat er godt for dine planter men skidt for dine fisk i for høje mængder. Fisk kan dog tolerere mindre koncentrationer uden problemer, så ligger den på 20-30 mg/L vil det være fint. Et nitrat dråbe-testsæt kan derfor være fint i længden, da det kan informere én om man skifter passende med vand, men passer du dine vandskift er sådan et testsæt heller ikke en nødvendighed.

Konklusionen er at testsæt ikke er nødvendige. At se på fiskene og lugte til vandet synes jeg ofte er et bedre barometer af vandkvalitet end at teste, og hvis man skifter masser af vand (især i opstarten) behøver man ikke alt det testeri.

Peter 🙂

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.