har overtaget brugt akvarium med fisk,- men...

Indlæg fra det gamle forum, gengivet som arkiv. Er det dit indhold, og vil du have det fjernet eller dit navn gendannet?

joensson — 14. juli 2010, 08:00

Hejsa.

Jeg er ny her og har været "akvarieløs" i 35 år, men efter min datter købte sig et lille 54 liters akvarium, ville min kone gerne have et også.

Så jeg har lige indkøbt et fint brugt aquastabil med bord, ny unimax spandepumpe, lys med nyudskiftede røf, dekorationer,testkit, foder, kemi, en lille smule planter og 25 fisk. Det ser ud til at være lidt et scoop (1500,00). Det var selvfølgelig lidt bøvlet at få det tømt og fragtet hjem osv, men nu er det i drift med fisk og alting.

Dog har den tidligere ejer indkøbt fisk udfra hvad de har fundet spændende mere end hvad der måske er det rigtige i forhold til fiskenes trivsel. Jeg har gravet lidt rundt i diverse fotos for at artsbestemme fiskene der er i akvariet.:

2 dværg botia
2 blyant fisk
5 neonfisk
1 sugemalle
1 kobberpansermalle (tror jeg - den er nærmest albinohvid)
2 sværddragere
4 kileplettede barber
2 torpedo barber
1 sort toby
1 åleagtig fætter jeg ikke rigtig kan artsbestemme
2 krebsdyr af en eller anden type.
1 øksefisk

Jeg ved at 5 neonfisk er i underkanten, så jeg indkøber 5 mere, så den del kommer på plads, De kileplettede barber ligner også en stimefisk, - måske skal bestanden også udvides der ?

Derudover kunne jeg godt være lidt i tvivl om hvorvidt noge af de andre er deciderede stimefisk, og om f.eks. øksefisken og pansermallen bør have sig en artsfælle ?

Sværddragerne og tobyen sætter jeg nok ind i min datters akvarium (hun har nogle tobys i forvejen), så jeg kan få sammensat et akvarium i lidt bedre balance. Fruen vil godt have noget fisk med knald på farverne. Er der nogen der har nogle ideer til hvad man kunne bygge op her ?

jery — 14. juli 2010, 08:13

Hvor stort er dit "nye" akvarium?
Sværddragerne hører nu ikke hjemme i et 54 l, så det vil være synd at flytte dem.

K-_Christensen — 14. juli 2010, 09:10

Den åleagtige fisk kunne det være den her http://www.akvariefisk.dk/species/show/?ArtID=11515 🙂

joensson — 15. juli 2010, 00:04

Jary - Det ny akvarium er 250 liter. Ja, jeg har hørt at sværddragere helst skal i et stort akvarium, synes bare de virker meget små.

K.C. nej, den er mere rød i tonen, og når den er aktiv er den MEGET aktiv. Den er faktisk ret sjov.

Var forbi neonfisken. De kileplettede barber er også en stimefisk, så der skal også gøres et indkøb på et tidspunkt, så bestanden bliver øget lidt. Men lige nu skal jeg have akvariet i balance. Jeg havde en del vand med mig fra akvariet, og grus ligeså, så tallene ser rimelige ud, og fiskene trives da også bedre i det store end i det ille 12 liters karantæne akvarium. Det kniber dog med at holde temperaturen nede. Den er en anelse for høj, så jeg overvejer at lægge en pose med isterninger ned i vandet og så holder jeg iøvrigt et skarpt øje med bundfald og nitrit værdierne, så håber jeg at fiskene slipper helskindede igennem.

Min datters 54l som ellers har afklimatiseret i en uge med planter skal jeg have støvsuget og skiftet 1/3 vand på i morgen - nitrit tallene er lige høje nok.

Iøvrigt spurgte jeg neonfisken om de planter jeg havde indkøbt krævede CO2, hvortil han svarede at det ikke var nødvendigt, men de ville vokse hurtigere hvis man tilsatte CO2. Har en af jer erfaring med et CO2 anlæg - og hvad koster sådan noget ?

jery — 15. juli 2010, 00:08

#4: problemet med den nuværende fiskebestand er i min optik, at det er en godt blandet landhandel, og at de fleste af fiskene ville trives med lidt flere artsfæller, fordi de er stime/flokfisk.

Mr.Frog — 15. juli 2010, 00:31

#5
Manden spørger jo netop om, hvilke af fiskene der er flok eller stimefisk.

joensson — 15. juli 2010, 13:10

Præcis. Der melder sig lidt mange spørgsmål. Det havde næsten været nemmere at overtage et akvarium uden fisk.

Bestanden af neonfisk er udvidet til 11 styks. Pansermallen som er en albino pansermalle har fået 5 artsfæller, Den sorte toby som i virkeligheden var en sort molly har fået 2 hunner at muntre sig med - og jeg skal love for at han er livet op. Nu jager han ikke sit eget spejlbillede i glasset men klæber sig op af de to hunner dagen lang (hvem der bare var fisk).

Og så tror jeg vil se om jeg kan finde et nyt hjem til nogle af barberne og sværddragerne. Det bliver simpelthen for meget hvis jeg skal have 3 stimer i akvariet. Jeg vil gerne have et par scalarer og et par guramier i akvariet også, og så bliver pladsen altså for for trang.

Men nu slår jeg lige koldt vand i blodet til jeg er sikker på at akvariet er i god balance. Tallene ser stadigvæk fine ud.

Hvidhajen — 15. juli 2010, 13:53

Prøver lige at vise dig hvad jeg ville gøre 🙂 Ville aflevere de andre fisk til en dyrehandler.

Prøv den her sammensætning.

15 Neonfisk.
1 sugemalle - Hvis det er ancistrus ville jeg købe en mage til den så de evt. kunne lave unger 🙂
6-8 Pansermaller.
2 hanner 4 hunner af sort molly.
5 Unge scalare.

Håber du kan bruge mit svar til noget 🙂

Ang. Co2 så er det godt for planterne, men jeg syntes selv det er for dyrt at købe, så jeg mener at det bedste er at finde den rigtige balance i akvariet, fisk kontra planter så man slipper for at skulle købe Co2.

Hvidhajen — 15. juli 2010, 13:56

Omkring planter er der også meget hjælp at hente på Tropica.dk

joensson — 15. juli 2010, 14:16

hvidhaj - det ligner også noget i den retning jeg har i tankerne. Jeg ved ikke om dyrehandlen vil have fiskene, men det skader jo aldrig at spørge. Kan scalarer ikke gå parvis - jeg ville gerne have et par perleguramier også...

Jeg har godt med planter. Umiddelbart vil jeg tro at jeg lod 10-15 af de oprindelige planter stå i akvariet, og derudover har jeg købt 25 planter yderligere, så omkring 35-40 styks i blandede størrelser til 250 liter vand.

Jeg er lidt ovre i en sammensætning der ser ud som dette.:

15 neonfisk
1 sugemalle - måske 2, men den skal så arts og kønsbestemmes først.
6 pansermaller
3 sorte molly
2-3 Scalare
2-3 Perleguramy

Det er vel ikke helt ved siden af ?

Jeg checker tropica.

Hvidhajen — 15. juli 2010, 14:19

Ville mene det er en ok sammensætning 🙂 du kan sagtens have et enkelt par af scalare, men det nemeste er at købe nogle ungfisk og få dem til at danne par og så skille sig af med de andre bagefter.

Mvh Hvidhajen.

ulle04 — 15. juli 2010, 14:42

Det nemmeste må da være at købe et sikkert par, dvs. et par, der har ynglet før - det ser man da til salg ind imellem...

joensson — 15. juli 2010, 14:56

Ja, begge muligheder er der da. Tror jeg starter med nogle ungfisk som du foreslår - det er også billigere, og jeg tænker det er nok også sjovere at følge fiskene efterhånden som de vokser.

Ullits — 15. juli 2010, 15:07

Uanset hvad forretningen har fortalt dig omkring co2, så har planterne brug for kulstof, som co2 er, men der er idag også en mulighed for at anvende f.eks. Easy carbo, en flydende kemi, der tilfører kulstof, men det har sine begrænsninger og er meget afhængigt af hvor meget lys man har på med henblik på om det fungerer eller ej...
Med hensyn til planternes behov, var det måske en god ide hvis du læste lidt op på min hjemmeside, der er link herunder...

joensson — 15. juli 2010, 16:02

interessant læsning. Jeg skal checke lidt op på lysdelen og se om jeg kan blive klogere. Jeg er faktisk i tvivl om hvor meget lys der er på akvariet. Der er 2 forskellige rør i armaturet. Jeg har ikke checket hvad der er hvad og hvor mange watt rørene er på.

Ullits — 15. juli 2010, 17:25

Både lysets effekt og ligeledes dets evne til at stråle i de rette bølgeområder er afgørende for hvilke planter man kan have i akvariet og ligeledes har det indflydelse på planternes vækst, såvel højde som drøjde og evne til at optage næringsstofferne...
så det er klart en forudsætning for, hvorvidt man har held med sine planter eller ej og samtidig har det også i sidste ende betydning for om man får nævneværdige alger eller ej... der er dog en del flere parametre der er afgørende på det område, men det kan du også læse om på siden... 😉

joensson — 16. juli 2010, 10:43

Det er jo sådan set logisk nok, - det svære er jo at finde den rigtige formular der passer til akvariets indhold og lystilførslen.

Jeg skal have checket mine rør først og fremmest, så jeg har en ide om hvad jeg egentlig foretager mig på den front, og så tage videre action derfra.

Tak for hjælpen så langt...

Sildemakral — 16. juli 2010, 14:55

jeg ville starte med at lave en liste over de fisk du har og dem du ønsker, så søger du oplysninger om dem og skriver ned, som str temperaturkrav og sådan, så kan du se og sammenholde hvem der kan sammen og sådan :-)

joensson — 16. juli 2010, 15:09

yes - lige præcis.

Spørgsmål & svar

Der er endnu ikke stillet nogen spørgsmål om dette.

Log ind for at stille et spørgsmål.