Xiphophorus helleri, Sværddrager

Forfatter: Gunnar Lutzen
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 21/12-2009 21/12-2009
Oprettet under: Mellemamerika
 Del

Xiphophorus helleri

Sværddrageren eller på latin Xiphophorus helleri er nok en at de mest kendte og populære akvariefisk som vi kender. Den blev beskrevet for første gang i 1848 af J. Henkel.



Xiphophorus helleri "Rio Seco" (c) Rasmus Hurup - akvarie-galleri.dk


Hvad er dette så for en fisk? Sværddragerne findes i det Mexicanske område ned til Guatemala i Mellemamerika. Der lever den i strømmende floder og i søer, fra lavlandet op til højlandet.


Der findes ca. 14 forskellige slags og muligvis flere af sværddrageren, både dværg- og den almindelige sværddrager. Som navnet siger, så har denne fisk, dog kun hannerne, et sværd ud fra halefinnen. Størrelsen af sværddrageren kan variere alt fra, for hanner 2,5 cm til 14 cm og for hunner 3,5 cm til 14 cm. Alle hanner har et større eller mindre sværd ud fra nederste del af halefinnen. Hunnen har intet sværd. Sværddragere har en lang krop og et spidst hoved. Dette er fordi de lever i hurtigt strømmende floder. Denne kropsform gør, at de er hurtige svømmere.


Sværddragere spiser alt det de kan gabe over, både tørfoder, frostfoder, levende foder, men man er også nødt til at fodre med grøntfoder som tilskudsfoder. Uden grøntfoder trives sværddragere ikke.


Man skal også tilsætte lidt salt eller kalk i akvarievandet. Dette er kun godt for dem. Som alle andre ungefødende tandkarper trives de bedst med lidt salt og/eller kalk i vandet.



De tåler en temperatur der ligger mellem 21 – 28 oC. Akvariet skal være på mindst 63 L, men helst større til disse fisk. Det er også godt at der er godt beplantet med planter, så de svage fisk eller unger har mulighed for at gemme sig imellem disse. Hvis det er muligt, så prøv at have god vandcirkulation i akvariet. Dette er for at efterligne akvariet til det område de kommer fra.



En sværddrager kan føde mange unger. Fra 20 op til 200 unger, alt efter størrelsen og hunnens alder. En sværddragerhun kan føde unger mellem hver 21. eller 32. hver dag. Ungerne kan være op til 3 cm store når de bliver født. De har alle en lille blommesæk under maven, som de lever af den første dag, men efter denne, kan de spise alt almindeligt foder, hvis dette er fint nok. Det eneste kedelige ved disse unger er, at de vokser meget langsomt. De kan bruge 8 – 12 måneder for at nå en voksen størrelse. Levealderen for en sværddrager er max 5 år, alt efter hvordan den bliver passet. Dog er der et minus med hunnen, når den føder sine unger. Lige så snart som den er færdig, vil den ofte, hvis hun har muligheden for det, spise sine egne unger. Derfor er det vigtigt, at have flere gemmesteder i akvariet, så som planter, flydeplanter og huler, hvor ungerne kan gemme sig for deres mor og de andre fisk, der findes i akvariet.



Xiphophorus helleri "Hummingbird" (c) Rasmus Hurup, Akvarie-galleri.dk



Xiphophorus helleri "Hummingbird" (c) Rasmus Hurup, Akvarie-galleri.dk

Noget der har været meget diskuteret vedrørende sværddragere er, om disse kan skifte køn. Dette er specielt gældende for hunner, at de kan skifte køn fra hun til han. Men passer dette? Der findes mange nedskrevne betegnelser fra personer der har observeret dette. Og jo, i nogle tilfælde passer dette. Hunner der har født unger, har pludseligt skiftet køn og er blevet til en han. Dette er som ofte dominerende og gamle hunner, der kan lave dette nummer. De får dog aldrig samme funktion som en han, at de kan parre sig med andre hunner og få unger ud af denne parring.


Men dette passer ikke altid! Tidligt udviklede hanner er små, medens hanner der udvikler sig sent, bliver større og ligner hunner, før de udvikler deres gonopodium (kønsorgan) og sværd på halefinnen. Jeg har selv observeret, at en stor sværddrager hun der var 8 cm stor, der pludseligt skiftede køn og blev til en 15 cm stor han. Hun fødte dog aldrig nogle unger i de 3 år, jeg havde hende.


Hvad kan man så ellers fortælle om denne fisk? Naturfisken er ikke så farverig som vi ellers kender sværddragere fra akvariebutikkerne. Som oftest er kropsfarven grå grøn til gul cremefarvet. Alle hanner har et gult sværd med mørke kanter på. Langs siden har fisken to til flere røde streger gennem hele kroppen. Sværdet hos dværg sværddragerne er ikke så langt som hos de almindelige. De almindelige kan have et sværd der er lige så langt som hele kroppen. Hanner kan være aggressive mod andre hanner og kan i enkelte tilfælde slå den svagere han ihjel.



Alle de sværddragere som vi i dag kan købe, er opdrættede fisk. Der findes et utal af forskellige varianter af denne fisk, for at nævne nogle få eksempler: Albino, Røde, Sorte, Grønne. Wagtail, Tuxedo og Highfin sværddragere. Mange af disse farverige og interessante sværddragere, er blevet til blandt andet ved, at folk har indavlet fiskene og blandt andet parret dem med Platy’en Xiphophorus maculatus, fordi denne fisk er tæt i slægt med sværddrageren.


Ellers kan sværddragere godt være sammen med andre slags af akvariefisk, uden at det sker noget ved det. Der findes dog nogle tilfælde, hvor sværddragerne kan jage de andre slags akvariefisk i akvariet.



Tekst Gunnar Lützen ©


Denne artikel er skrevet af:
Gunnar Lutzen, g_lutzen@hotmail.com