Valg af mage

Forfatter: Ron Coleman
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Fisk
 Del

Valg af mage

Af Ron Coleman, 1999

Oversat af Elisabeth Schrøder, 2006





(Foto: Hvad er funktionen af pandepukler hos cichlider? En voksen han af guld-varianten hos Amphilophus citrinellus, svømmende i et af de 12.000 akvarier med mellemamerikanske cichlider hos Jean Claude Nourissat i Toulón, France. Foto af Juan Miguel Artigas Azas.)


I et mindre akvarium har en cichlide som regel kun begrænset valgmulig, når det kommer til potentiel ynglepartner, og under sådanne omstændigheder, som enhver cichlidejer ofte finder ud af, vil cichliden ofte med tiden prøve at lege med hvad der nu end er tilgængeligt, også selvom den anden fisk ikke engang tilhører samme art (eller endda det modsatte køn!). I et akvarium med adskillige potentielle mager, eller i naturen, vil cichlider udvise sofistikeret adfærd i forbindelse med valg af mage. Det er ikke nok bare at være af det rette køn eller den rette art; et individ må også være mere tiltrækkende end de øvrige potentielle mager.


Nogle af de mest interessante aspekter i cichlidebiologi har at gøre med, at overbevise et individ af det modsatte køn, om at de ikke behøver at lede mere – Den ideelle mage er lige foran han/hende! En individ kan blive valgt (eller afvist) pga. dets fysiske fremtoning (fx. størrelse, farve eller finnepragt), dets adfærd (udførelse af kurmageri eller yngleplejefærdigheder), eller baseret på de ”ejendomme”, som det er i besiddelse af, som for eksempel en god yngleplads eller et godt beskyttet område. Ofte vil adskillige faktorer være involveret i at træffe magevalget.


Fordi det kun er de individer, som det lykkes at finde mage, der giver deres gener videre til fremtidige generationer, har den naturlige selektion drevet organismer til utrolige ekstremer i deres stræben efter at blive den mest tiltrækkende. Denne type selektion kaldes seksual selektion, og den kan antage to former. Sommetider er der konkurrence indenfor ét køn – kaldes intraseksuel selektion – hvor to individer slås for at afgøre, hvem der er bedst. Hos mange dyrearter er intraseksuel selektion mest tydelig blandt hanner, fx to stenbukke-hanner, som knalder hovederne sammen. Det modsatte køn parrer sig ganske simpelt med vinderen.


Den anden form for seksuel selektion kaldes interseksuel selektion. Denne term refererer til, at et individ af det ene køn vælger et individ af det andet køn, og dette viser sig ofte ved, at de potentielle bejlere viser sig frem på omstændelig vis. En han påfugl, som viser sine overdådige halefjer, er indbegrebet af denne form for seksuel selektion.


Ønsket om at parre sig og give sine gener videre er så stærkt, at det kan overgå værdien af individets selvopretholdelse. Hanner vil slås til døden om muligheden for at parre sig. Andre hanner vil gøre dristige og vanvittige ting, eller bære iøjnefaldende farver, som tiltrækker hunner, men samtidigt også fanger rovdyrs opmærksomhed. Også de strukturer, som ikke tydeligt handicapper deres bærer, koster tid og energi at udvikle. Med andre ord; det har sin pris. Dette kompromis mellem selvopretholdelse og ønsket om at parre sig har fascineret biologer i mere end ét århundrede.


Cichlider tilbyder mange muligheder for at studere forskellige eksempler på seksualselektion og magevalg. Tidlige studier på dette emne inkluderer Ken McKaye’s (University of Maryland) studie af adskillige arter af amerikanske cichlider fra Lake Jiloa, Nicaragua, i midt 70’erne. Han var i stand til at vise, at hannerne i naturlige par altid er større end hunnerne (McKaye, 1986), sandsynligvis som et resultat af partnervalg. Der findes en lang serie af grundige studier af George Barlow (University of California, Berkeley) på de komplekse sammenhænge mellem valg af mage, farve og størrelse hos Midascichliden (Barlow, 1986). Midascichlider, Amphilophus citrinellus, er polykromatiske, hvilket betyder, at der findes mere end én farveform indenfor arten. Den almindelige farve er en kombination af sorte og grå-hvide, lodrette bånd. ”Guld” individer mangler disse bånd og rangerer i farve fra helt gul til orange eller rødorange. Barlow’s værk viser, at størrelsen er vigtig når det kommer til valg af mange, men det er farve også: Guld foretrækker at parre sig med andre guld, men ikke altid.


Frank Triefenbach og Murray Itzkowitz (Lehigh University) udførte for nylig et interessant forsøg, for at undersøge hvilken effekt størrelse har på valg af mage, denne gang med zebracichliden, Cryptoheros nigrofasciatus. De placerede par zebraer i hver side af et opdelt akvarium. Senere fjernede de skillevæggen og observerede, hvad der skete. I nogle tilfælde gjorde et af parrene krav på en urtepotte placeret i midten af akvariet. Andre gange blev parrene sammensat på ny, og et af de nye par gjorde krav på ynglepladsen (=urtepotten). Hvorfor? I nogle tilfælde havde videnskabsmændene brugt par med en signifikant større han/mindre hun kombination, men i andre tilfælde brugte de usorterede par, dvs. par med en større hun og en mindre han. I det sidste tilfælde opstod en ny parkombination oftest; Den større hun og den større han forlod deres tidligere partnere og dannede par for at overtage urtepotten. Større størrelse er et ønsket træk hos begge køn: store hanner er bedre i stand til at forsvare deres territorium, og større hunner kan rumme flere æg. Eksperimentet viser, at disse cichlider konstant overvejer deres muligheder, og hvis forholdene er rigtige, vil de forlade deres nuværende partner for at danne par med en ny og bedre partner. Det faktum, at re-sortering ikke altid indtraf, er også interessant. Det lader til, at en lille hun parret med en stor han somme tider er i stand til at dominere over en større hun – normalt ikke sandsynligt – og den lille hun kan være i stand til at forhindre, at hendes partner skifter til en større hun.


Sommetider er valget af partner mere spidsfindigt, hvor præferencen er et bestemt aspekt af den potentielle partners morfologi. Hos cichlider fra Den Ny Verden (de amerikanske kontinenter) virker pandepuklen på hovedet af hancichlider som en åbenlys mulighed at undersøge. I akvariet udvikler store hanner hos Ny Verden cichlider – og af og til hunner – sådan en pukkel. I naturen er det kun hannerne, og puklerne er normalt mindre end i fangenskab. Ikke desto mindre er puklen et iøjnefaldende karaktertræk, som kræver forklaring.







(Foto: Hos et antal af neotropiske cichlider, fx Tomocichla tuba, fungerer pandepuklen muligvis som et led i kønsgenkendelse og valg af mage. Foto af Ron Coleman)


George Barlow og Paul Siri overvejede mange mulige funktioner, som denne pukkel kunne have. Det kunne være et organ til oplagring af fedt, tilbyde en mekanisk fordel i kamp, forbedre hydrodynamikken, tjene som værn mod rovdyr eller have med magevalg at gøre. Først opstillede forskerne faktaene. Puklen ændrer størrelse over tid. Den bliver større under kurmageri og krymper rent faktisk under yngelplejen. Hanner og hunner slås under yngelplejen, så hvis puklen skulle være et form for våben, burde hunner udvikle ligeså store pukler som hannerne. På samme vis, hvis puklen tjener som fedtdepot eller beskyttelse mod rovdyr, hvorfor udvikler hunnerne dem så ikke? Derudover rummer puklen faktisk ikke store mængder fedt; det er mestendels fyldt med vand. Hydrodynamik-forklaringen er brugbar mht. andre former for fisk med pukler, fx laks, men den klodsede form, som puklen har hos cichlider, er snarere en hydrodynamisk modstand, om noget.


Ved at tilbyde hunner af Midascichliden et udvalg af gummimodeller af hanner lavet med pukler i forskellige størrelser, opdagede Barlow og Siri at hunner foretrækker hannen med pukler fremfor dem uden, men kun indtil et vist punkt. Når puklen bliver enorm, foretrækker hunnen en mindre. Der findes flere mulige forklaringer herpå. Puklen tjener muligvis som et tegn på hannens forfatning og kvalitet. Eller, puklen tjener udelukkende til at skelne hanner fra hunner. Mange af de arter, som udvikler pukler, er udprægede monomorfe; dvs. at hanner og hunner ligner hinanden, og det faktum, at puklen topper i størrelse på det tidspunkt, hvor fiskene danner par, tyder i høj grad på rollen som kønsgenkendelsesobjekt. Ikke desto mindre er historien ikke slut endnu, da forskerne påpeger, at velnærede fisk udvikler større pukler: hvis kønsgenkendelse var den eneste faktor, burde puklen kun udvikle sig til en vis størrelse og ikke mere. De enorme pukler på hanner set i fangenskab – og påvist at være uappellerende til hunnerne i forsøget – forekommer muligvis ikke i naturen, fordi det ikke er muligt for store hanner at ofre så meget på en udførlig fremvisning. Fremtidige eksperimenter og observationer bliver nødvendige for at komme til en forklaring på dette fascinerende karaktertræk.


Valg af partner er også blevet undersøgt blandt nogle få afrikanske cichlider. Nogle hancichlider i Tanganyikasøen bygger en ”hytte”, som egentlig bare er en stor vulkanformet struktur bygget af fint sand, over hvilken hannerne gør kur til potentielle hunner. Kenji Karino ved University of the Ryukyus (Japan) studerede hanner af Cyathopharynx furcifer ved Mbemba i Zaire. Hver C. furcifer han bygger sin hytte tæt ved andre hytter, så der opstår en stor gruppe hytter, som kaldes en ‘lek’. Hunner besøger denne lek og vurderer de potentielle partnere. Nogle hanner forsvarer territorier uden hytter, men hunnerne ignorerer disse. Studier af hytter hos cichlider og andre dyr, især fugle (løvhyttefugl red.) har fokuseret på hvilke aspekter ved hytterne, som tiltrækker hunner. I nogle tilfælde er det størrelsen af hytten, i andre er det tilstedeværelsen af et ønsket objekt. For eksempel har hunner af en bestemt løvhyttefugleart en svaghed for blå objekter, imens hunner af en anden art foretrækker grøn.


Karino målte mange aspekter af både hytten såvel som hannerne selv. Hanner af C. furcifer havde markant længere forlængelser på bugfinnerne, som af og til rakte længere bagud end spidsen af gatfinnen. Karino observerede 674 hunners besøg ved lek’en. Ud af disse resulterede 161 i en cirkulerende adfærd og 43 af disse endte med at gyde. Hannerne blev ikke valgt ligeligt. Hunnerne foretrak ikke at parre sig med hanner, som havde hytter af en bestemt form eller størrelse, men besiddelse af en hytte – enhver hytte – var et krav. Hunnerne var langt mere kræsne mht. hannernes selv.


Hunnerne blev tiltrukket af hannerne, som gjorde energisk kur og havde de længste bugfinner. Mere vigtigt end længden var dog finnernes symmetri. Hunnerne foretrak hanner med lange bugfinner, som var præcist lige lange! Det lader til, at hunnerne bruger kurmageriet til at vurdere symmetrien af finnerne hos de potentielle hanner.


Hvorfor er symmetri så vigtig? Fordi den er nem at bedømme. At sammenligne to fisk, som ikke står side om side, kan være svært for en fisk (og for mennesker). Det centrale er, at et dyr, som er symmetrisk, demonstrerer at det er af en så høj kvalitet, at det har modstået naturens luner, uanset om de har været i form af mangel på næring, kampe eller parasitter, og stadig ser ens ud på begge sider. Selv den mest kritiske hun bør være i stand til at genkende værdien af en sådan han som et godt valg af mage. Jo vist har forskning på mange grupper af dyr i de sidste årti da også vist, at symmetri er vigtigt i valg af mage. Men symmetri er kun ét aspekt, og der findes stadig mange interessante sving på vejen til forståelse af, hvad der gør en god mage.


Gengivet med tilladelse fra Eksternt link http://www.cichlidae.com/ og Ron Coleman