Pragtsmerlingen, Botia macracanthus

Forfatter: Gunnar Lutzen
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 20/12-2009 20/12-2009
Oprettet under: Asien
 Del

Pragtsmerlingen, Botia macracanthus

Pragtsmerlingen eller klovn-smerlingen, Botia macracanthus, er nok den bedste snegleæder vi kender til. Denne fisk kommer oprindeligt fra floderne i Indonesien, Sumatra og Borneo. De lokale fanger denne fisk, ved at sætte nogle stykker af bambusrør ned i åen om aftenen og tidligt om morgenen tager de så disse rør op igen. Pragtsmerlingerne kan godt lide at svømme ind i små huler for at skjule sig, så disse bambusstykker er udmærkede fiskefælder. De små pragtsmerlinger bliver solgt til akvariegrossister, mens de større fisk af og til ender sine dage på middagsbordet.



Ungfisk af Pragtsmerlingen (c) Johnny Jensen - Eksternt link www.akvariefoto.dk


Pragtsmerlingen er en særdeles smuk og interessant fisk. Kropsformen er lidt buet. Kropsfarven er gullig og den har 3 sorte streger ned efter kroppen over øjet, en fra ryggen ned på midten af kroppen og en fra rygfinnen ned over halen. Bug–, gat– og halefinnerne er rødgulligge. Under øjet har pragtsmerlingen en pig der kan bevæges frem og tilbage. Det skal bemærkes, at når man fanger en pragtsmerling med net, kan denne komme til at sidde fast i nettet på grund af denne pig. Derfor skal man være forsigtig, når man fanger fisk.


Pragtsmerlingen kan ude i naturen blive op til 30 cm. stor, men i vores akvarier ses de sjældent større end 15 cm.


Den tåler en temperatur der ligger mellem 25—30 °C. Vandet skal helst være blødt og rent. Disse fisk tåler ikke hvis akvarievandet bliver gammelt og for beskidt.


Pragtsmerlingen er en flokfisk. Dette forstås ved, at når man køber denne fisk, så skal man enten købe 1, 5 eller flere fisk. Køber man mellem 2 og 4 fisk, kan disse begynde at slås i akvariet.


Akvariet skal indrettes med trærødder, huler og mørke steder, hvor pragtsmerlingen kan ligge og gemme sig, fordi de kan være noget sky ind imellem. Bundlaget skal helst være fint grus eller sandbund.


Når man skal til at købe pragtsmerlinger, skal man kikke godt efter om de har hvide prikker. Dette er fiskedræber sygdommen, som de ofte kan få. Specielt sker dette oftest, når du sætter de nye pragtsmerlinger i dit akvarium. Denne sygdom kan komme af stress af at komme i et nyt akvarium. Denne sygdom er besværlig at kurere, fordi smerlinger dårligt tåler den medicin som du tilsætter vandet. Man kan dog gøre et og det er, at tilsætte lidt akvariumsalt til vandet og forhøje temperaturen op til 30 °C. Der er ikke altid at dette kurere fisken, men som oftest lykkes dette, selv om det tager nogen tid.


Pragtsmerlinger er meget madglade fisk. Specielt elsker de snegle og hvis de får chancen til det, så kan de udrydde alle sneglene i dit akvarium. Dette gør de, ved at suge selve sneglen ud af dens hus. De kan også knuse sneglehuset for at få fat i selve sneglen. De helt store snegle at slagsen Mysteriesneglen, vil pragtsmerlingen ikke spise. Ellers spiser de almindeligt fiskefoder, så som tørfoder, foderpiller, frostfoder og levende foder.


Pragtsmerlingen er en meget fredelig og rolig fisk, der godt kan være sammen med andre akvariefisk. Han vil ikke jage og angribe de andre fisk, specielt ikke når den bliver gammel. Han kan dog holde de andre fisk, specielle bundfisk og maller væk fra sin ynglings hule. Den er også meget aktiv om dagen, ikke som mange af de andre slags smerlinger, der kun er aktive om aftenen eller om natten.


Levealderen for en pragtsmerling er lidt uvist. De kan leve længe og blive rigtigt gamle, hvis de bliver passet rigtigt og godt. Jeg har selv en pragtsmerling der er omkring 10 cm. stor og denne har jeg haft i mere end 5 år.


I flere akvariebøger kan man læse at det er svært at opdrætte pragtsmerlingen og at denne aldrig er blevet opdrættet. Dette er fordi at pragtsmerlingen først bliver kønsmoden når den bliver 25 cm. stor. Kønsforskellen er besværlig at se, men muligvis er hunnen mere rund om kroppen og hannen bliver større og får en forlænget rygfinne.


Der er flere akvarister der kan anbefale denne interessante fisk.

Tekst Gunnar Lützen ©