Opdræt af humlebigobien - Brachygobius nunus

Forfatter: Tom and Pat Bridges
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Opdræt og yngel
 Del

Opdræt af humlebigobien - Brachygobius nunus

Skrevet af Tom and Pat Bridges
Først udgivet i "The Scat" - St. Catherine's Aquarium Society, Canada. Marts 2001
Og på Eksternt link www.aquarticles.com
Oversat af Elisabeth Schrøder, 2006


Humlebigobier hører til slægten Brachygobius. Da ’brachy’ betyder ’kort’ på græsk, bliver det til ’kort gobi’ – indtil videre en nøjagtig beskrivelse af disse cirka 40 mm lange fisk. Gobi-delen har at gøre med, at de har to rygfinner (eller en, der er delt i to), og mere at gøre med, at deres bugfinner er sat sammen som en slags naturlig sugekop, som gør dem i stand til at klæbe sig til næsten enhver overflade i enhver vinkel.

Efter mange øjenanstrengelser af min ven Paul FcFarlane og jeg, i et forsøg på at tælle finnestrålerne i gatfinnerne præcist, er vores bedste gæt på arten ‘nunus’, (som skal have én stiv finnestråle og syv bløde). Jeg har fået at vide, at nunus er et venligt, lille, hulelevende væsen fra mytologien, og igen passer dette fint på vores fisk.

Humlebi-delen af deres populærnavn har selvfølgelig at gøre med deres store hoveder (sammenlignet med resten af kroppen), de fire brun/sorte, lodrette striber på en gul/guld baggrund og deres vane for at svirre fra en overflade til en anden, som deres måde at bevæge sig omkring i akvariet på.

De adskillige arter af humlebigobier kommer fra Asien, hvor de findes i saltvandssumpe og flodmundinger i Indien, Thailand, Indonesien, Borneo og Malaysia. Selvom de fleste af dem tåler helt fersk vand, har de det bedre i et brakvandsmiljø, og vi har for vane at tilsætte mindst to teskefulde kunstigt havsalt pr gallon (3,7 L) til deres akvarium.

De vil måske æde en smule flagefoder, men det er ikke noget, der ophidser dem. Levende eller frossent foder er deres favoritter. Hvide myg bliver begærligt slugt. Daphnier og artemia holder heller ikke længe. Når disse ikke er tilgængelige, bliver frosne, røde myg og rejer nogenlunde accepteret.

Vi købte vores første dusin af disse fine små væsner for nogle år siden. Litteraturen gav udtryk for, at det nok var den nemmeste af gobierne at opdrætte, og vi syntes, at de var pæne. Først puttede vi dem i et stort akvarium (370 L), hvor de hoppede glade omkring, men de foretog sig intet i retning af formering. Nogle beretninger om succesfulde æglægninger foreslog et lille akvarium, så vi flyttede dem til et 18 L akvarium indrettet med sneglehuse og mursten som huler.

I løbet af de næste par år skete der ingenting udover, at der af og til døde en. Vi begyndte at overveje, om vi ved et eller andet tilfælde ikke havde fået begge køn. Vi gav stort set op, og der var kun én tilbage i akvariet. Den var fire eller fem år gammel og sund. På det tidspunkt fandt vi et akvarium fyldt med små humlebier til en fornuftig pris i en dyrehandler, og vi besluttede at prøve igen. Vi købte et dusin og satte dem i et 37 L akvarium med et bundfilter og en portion rurerskaller som huler. Denne gruppe blev fodret med levende og frosne sager, og endelig, da de havde vokset lidt, blev den tiloversblevne flyttet over til dem. Nogle af dem voksede sig mere buttede end resten, men stadig ingen æglægning.

Vi besluttede at gøre et fokuseret forsøg. Der blev lavet større og hyppigere vandskift (to gange om ugen), og der blev tilsat mere salt, så det til sidst endte med cirka en spiseskefuld pr. 3,7 L. Så vidt det var muligt blev de forkælet med levende foder.

Sidst i september 2000 lagde jeg en morgen mærke til, at der skete noget underligt. I nogle få minutter troede jeg, at en anden fiskeart var hoppet ned i akvariet. To eller tre af dem svømmede hurtigt omkring ligesom almindelige fisk (uden at hoppe), og de var næsten ensfarvede gule eller gyldne. Kun ved at se nøje efter kunne jeg se spor af de mørke, lodrette bånd. Jeg overvejede om vores nye behandling måske havde gjort dem syge.

De opførte sig afsindigt. Jeg satte mig til rette for at kigge på dem, og eftersom de pilede ind og ud af hulerne i rurerne troede jeg, at de ikke bare var vanvittige, men at der måske endelig var gydeaktivitet.

De var helt sikkert hannerne. Hunnerne var nemme at kende. De havde overhovedet ikke ændret farve. Om noget virkede deres striber endnu mere mørke, og de var meget runde. Hannerne opførsel så ud til at virke, for nogle af hunnerne holdt helt tydeligt til ved huleindgangene. Ind i mellem stak en af dem hovedet indenfor i et øjeblik.

Åbenbart gik i hvert fald en hun med til at blive lidt længere og lægge nogle æg, fordi nogle få dage senere kunne man se en bunke æg, som hang ned ligesom små sække fra toppen og siden af en af hulerne, og hannen (som nu havde normal farve), lå derinde og var på vagt. Han kom og så grum ud, når nogle af de andre fisk kom for tæt på. Måske havde æggene været der længere end jeg troede, fordi fire dage senere svømmede en masse gennemsigtige splinter rundt i akvariet, som udover deres øjne kun havde en synlig plet på midten af deres kroppe.

Vi klargjorde hurtigt et 1½ L akvarium med et kasse- og svampefilter, og fyldte det delvist med vand via hævert fra forældrenes akvarium – sammen med så mange larver som jeg kunne suge med hævertslangen. Et finmasket net blev brugt til at fange nogle flere, og resten blev efterladt til deres skæbne. Opvækstakvarium blev gradvist fyldt op med frisk vand med cirka det samme saltindhold for at undgå chok hos babyerne. En grov optælling viste, at jeg havde fanget mindst 80 unger og det var rigeligt. Dem, som blev tilbage i forældrenes akvarium, holdt i to eller tre dage, og forsvandt så gradvist.

Vi fodrede ungerne med tøffeldyr, mikroorm og sparsomt med flydende larvefoder i nogle få dage, og så begyndte vi at tilføre lidt nyklækket artemia. Da de uundgåelige, lyserøde maver begyndte at blive synlige, forsatte vi med udelukkende mikroorm og artemia. Akvariet blev holdt meget rent med delvise vandskift hver dag. Væksten var rimelig hurtig.

Efter nogle få uger begyndte de at vise mørke striber, og snart viste de, at deres bugfinner var sammensatte, fordi de begyndte at sidde fast på overflader mere og svømmede mindre frit rundt. Jeg havde aldrig troet, at andemad skulle være farligt, men vi mistede adskillige unger, fordi de lod til at sidde fast i andemadens rødder og var på en eller anden måde ikke i stand til at give slip. De sultede vel til døde. Jeg fjernede alle de resterende stumper andemad.

I november var ungerne perfekte, små kopier af deres forældre, og vi tog endda en pose med til Bramptons auktion. Jeg tror, at ideen om brakvand har skræmt alle de der cichlide-typer, for auktionarius havde svært ved at få nogle bud overhovedet.

Betyder det at humlebigobier er værdiløse? Det synes vi ikke. Det betyder, at – i hvert fald her på stedet – man ikke bliver rig af at opdrætte disse, men tilfredsstillelsen ved at opdrætte og opfodre et akvarium fyldt med disse små charmetrolde er en fin belønning i sig selv.