Når varmelegemet koger dine fisk!

Forfatter: Karl-Henrik Arendt
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 20/12-2009 20/12-2009
Oprettet under: Generelt
 Del

Når varmelegemet koger dine fisk!


(c) "lada"



Vi er flere der har prøvet at miste akvariefisk pga. et defekt varmelegeme. Det kunne jo være interessant at vide hvordan man er juridisk stillet i sådan en situation.

Den bedste til at besvare det spørgsmål er naturligvis en af Danmarks førende advokatvirksomheder Kromann & Reumert. Vi er så heldige at De ønskede at besvare vores problemstilling. Besøg Dem på Eksternt link www.kromannreumert.dk hvis du en dag har brug for juridisk assistance.


Herunder er det svar vi har modtaget:


DEFEKTE VARMELEGEMER I AKVARIER


Fra Eksternt link www.Akvariesiden.dk har vi modtaget følgende spørgsmål:


I et akvarium har man et varmelegeme. Dette sikrer at temperaturen fx kan holdes på 25 grader. Mange akvarister har oplevet, at varmelegemet er blevet defekt, og det kom til udtryk ved, at varmelegemet varmede akvariet op til mange grader, og næsten kogte fiskene. Hvilket de naturligvis døde af. Mange af de her akvarister har fisk i akvarierne for mange tusinde kroner.


Kan man forlange at forhandleren eller producenten skal erstatte de døde fisk? Således at man enten af forhandleren får nye tilsvarende fisk, eller at man af producenten får et beløb svarende til, at man kan købe fiskene igen. Hvem har bevisbyrden for, at man ikke har behandlet varmelegemet forkert?


SVAR:


Indledningsvist skal det bemærkes, at det desværre ikke er muligt at give et simpelt og entydigt svar på spørgsmålene.


Spørgsmålene vedrører dansk rets regler om produktansvar. Under disse regler eksisterer der to regelsæt, hvor af det ene er, regler der er udviklet gennem retspraksis og det andet er produktansvarsloven. Loven anvendes alene ved skader på forbrugerting og personer og finder derfor ikke anvendelse ved skader på erhvervsting.


Fisk i et akvarium kan både være erhvervsting og forbrugerting alt efter, hvor akvariet er placeret, og hvem der ejer det. Er akvariet således placeret i et privat hjem vil fiskene være forbrugerting, hvorimod fiskene vil være erhvervsting, såfremt de er placeret i en virksomhed og ejet af virksomheden. Det spiller ingen rolle, hvad denne virksomhed beskæftiger sig med.


1. FISK DER ER KARAKTERISERET SOM ERHVERVSTING


Ved skader på disse fisk kan man alene opnå erstatning på baggrund af det retspraksisudviklede produktansvar. Efter disse regler er det både muligt at søge sit tab dækket af producenten af varmelegemet eller mellemhandlere, der har bragt varmelegemet i omsætning – dvs. både importøren, grossister og akvarieforhandleren.


Skadelidte skal bevise, at varmelegemet er defekt, at defekten er forårsaget af en fejl hos producenten, og at det er defekten, der har medført fiskenes død. Dette vil som hovedregel ikke være det store problem at bevise disse forhold i den aktuelle situation. Det er væsentligt at bevare beviset, dvs. gemme varmelegemet og at bevise omfanget af skaderne gennem eksempelvist billeddokumentation.


Et produkt anses for defekt, hvis det ikke har den sikkerhed, som med rette kan forventes. Et varmelegeme, der anvendt korrekt, afgiver for høj varme, med skade til følge, må utvivlsomt anses for defekt. Vurderingen af, om der er udvist fejl, er særdeles streng, og bevisbyrden er derfor sjældent vanskelig at løfte, hvis det er bevist, at temperaturen er så høj ved korrekt brug, at produktet har forvoldt skade.


Mellemhandlerne hæfter for det ansvar som producenten har overfor skadelidte. Dette medfører, at skadelidte kan vælge at rette sit krav mod eksempelvis forhandleren, der herefter må videreføre kravet mod producenten eller tidligere mellemhandlere i omsætningskæden.


2. FISK DER ER KARAKTISERET SOM FORBRUGERTING.


Jeg tillader mig at gå ud fra, at hovedparten af de sager, der måtte opstå må vedrøre forbrugere. Svaret for så vidt angår forbrugertingsskader er desværre uklart, da retstilstanden er uafklaret.


I henhold til produktansvarsloven kan forbrugeren rette et erstatningskrav mod producenten for produktskade såfremt produktet er defekt – det vil også her sige, såfremt produktet ikke har den sikkerhed, som med rette kan forventes.


Spørgsmålet er imidlertid om mellemhandleren på samme måde som under punkt 1 hæfter for producenten, således at skadelidte ikke behøver rette krav mod producenten, og i stedet blot kan vælge at rette kravet mod forhandleren som mellemhandler. Som loven er udformet i øjeblikket kan spørgsmålet besvares bekræftende, men der verserer i øjeblikket en sag for EF-domstolen vedrørende loven, da loven muligvis og endda formentlig er i strid med EU-retten vedrørende mellemhandlerhæftelsen. Dette kan betyde, at mellemhandlerhæftelsen bortfalder allerede senere i indeværende år.


Efter produktansvarsloven gælder der en selvrisiko på 4.000 kr. Det vil sige, at skader under dette beløb ikke dækkes, ligesom beløbet vil blive fratrukket skadelidtes tab, dersom det overstiger beløbet. Pga. selvrisikobestemmelsen, tillader jeg mig at gå ud fra, at loven ofte ikke vil være relevant.


Det er uafklaret i dansk ret, om man ved skader på forbrugsting og personer kan vælge at bruge de regler, der er udviklet i retspraksis som beskrevet under 1. Det har tidligere været antaget i den juridiske teori, at dette var muligt, men i forbindelse med den verserende sag for EF-domstolen, er der opstået tvivl om herom. Det sikre svar er, at skadelidte i hvert fald kan rette et erstatningskrav mod producenten af varmelegemet, såfremt varmelegemet må karakteriseres som defekt, at defekten er forårsaget af en fejl, og at defekten har forårsaget skaden. Tvivlen vedrører herefter primært om forhandleren (og andre mellemhandlere) hæfter for producentens ansvar.


Notat: AK/ak/9873/1216044-2

Eksternt link www.kromannreumert.dk