Guramien - lidt om slægten

Forfatter: Berit Aagesen
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 19/12-2009 19/12-2009
Oprettet under: Asien
 Del

Hvis man vil opleve en smuk akvariefisk - og en fisk med et spændende forplantningsforløb, var det måske en idé at se lidt på nogle af de mest populære akvariefisk gennem tiderne – Guramierne.

Den er måske blevet lidt overset de seneste år, hvor cichlider og nye spændende fiskearter har vundet indpas i vores akvarier, men det skal ikke holde een tilbage fra at nyde denne fredelige, yndefulde og smukke fisk.

Guramien tilhører den Sydøstasiatiske gren af den mangfoldige familie – Labyrintfisk. Det er også i denne gruppe, vi finder Kampfisken. Den anden gren er de mere aggressive afrikanske labyrintfisk, hvortil bl.a. buskfisken hører.

Forklaringen på hvorfor de hedder Labyrintfisk, skyldes at de er udstyret med et ekstra organ, labyrintorganet, der giver fisken mulighed til at optage ilt fra atmosfæren. Organets foldede knoglelameller som er overtrukket med en tynd blodrig slimhinde, bevirker at blodgennemstrømningen øges betydeligt. Det forklarer, hvorfor disse fisk lever i vandmasser med stærk organisk forurening og deraf følgende iltmangel.

Hvis man vil have den største fornøjelse af sit Gurami-hold, bør man holde dem i et separat akvarium, evt. sammen med artsfæller eller med andre rolige fisk. Akvariet skal ikke have for høj vandstand, og beplantningen må fortrinsvis være tæt og delvis dække overfladen, så hannen i yngletiden har noget at fæstne den skumrede han bygger i.

Parringen foregår ved at hannen med sin pragtfulde farve lokker den rognsvære hun op under skumreden. Hannen omslynger hunnen, som i rygstilling afgiver sine æg. De bliver straks befrugtet og placeret i reden. Når alle æg er godt placeret jages hunnen væk, og hannen passer så æggene et par dage, indtil ungerne bliver udklækket og svømmer ud. Man gør nok bedst i at fjerne hunnerne, da hannen i denne periode er meget aggressiv.

Der findes flere forskellige arter af guramien. Den kendteste og mest populære er vel nok Dværgguramien, som på grund af sine farver og lidt mindre størrelse passer i de fleste akvarier. Dog kan bl.a. også nævnes: Perlegurami – Blå gurami – Kyssegurami – Honning gurami – Måneskinsgurami.

Karakteristisk for dem alle: Smukke, elegante, rolige og fredelige.

Se artsbeskrivelserne i familien Belontiidae

Billeder er venligst udlånt af Wiljo Jonsson

Eksternt link http://w1.270.telia.com/~u27003078/mail1.telia.com/anabantoides.h...