Flytning af akvarier

Forfatter: Søren Steffensen
Oprettet: 09/09-2007 09/09-2007
Sidst redigeret: 21/12-2009 21/12-2009
Oprettet under: Beretninger
 Del

Efter jeg har fået akvarium har jeg flyttet en hel del rundt i det danske land og vil i denne artikel viderebringe nogen af de erfaringer jeg har fået. Jeg synes selv jeg er ved at være rimelig god til at flytte - lykkedes at flytte fra Virum til Esbjerg med kun en død rød neon og tilbage til Farum helt uden tab af fisk.

Planlægning er alt når man skal flytte sit akvarium også selvom det kun er et par kilometer, det lærte jeg på den hårde måde første gang jeg flyttede. Selvom det kun var 5 kilometer mistede jeg en del fisk da de kom til at stå for længe nede i bilen i januar måned, fordi jeg mente det var vigtigst at få akvariet op først - hvorfor jeg havde den ide ved jeg egentlig ikke. En ting der er vigtig når man flytter fisk er at have den i enten en flamingokasse eller en køletaske, også selvom det er sommer og sol da der jo kan blive temmelig varmt i en bil og det er også noget ens fisk ikke er så meget for.

Nå men tilbage til planlægningen. Her er en liste over ting man skal sørge for at have parat og ikke skal til at skaffe når man først er i gang med at flytte:


Spande til grus: husk at have rigeligt, da grus er tungt er det rart at spandene ikke er fulde.

Poser til fisk: også rimeligt af dem da for mange fisk i en pose kan betyde dødsfald.

Plastik sække: køb en rulle eller to til at have trærødder og sten i.

Køletaske/flamingokasse: vigtigt at have parat så fiskene ikke fryser eller får hedeslag.

Net: ellers er det svært at fange fisk - husk ikke at pakke dem ned før akvariet er flyttet.

Dunke til vand: det er godt for ens bakterie kultur at få så meget vand som muligt med fra det gamle sted til det nye da der hurtigere kommer balance igen.

Kasser: til ting som varmelegeme og planter.

Avispapir: godt at vikle om plante rødder så de ikke udtørrer.


Nu hvor alt er klar til at flytte så er det om at komme i gang og start altid tidligt da det ALTID tager længere tid end beregnet! Især det at fange ens fisk kan være et mindre helvede da de jo er temmelig hurtige, men et lille trick er at tømme så meget vand af som muligt så de ikke har mulighed for at svømme op i akvariet og derfor er noget nemmere at få fanget. Når de så er fanget så ned i posen med lidt vand og meget luft at det er i luften ilten er og ikke så meget i vandet. Skal man flytte langt kan der åbnes for posen på vejen for at få frisk luft ind. Et andet godt råd er at lade ens fisk faste et par dage op til flytningen så de ikke skider så meget i vandet og dermed forurener transportvandet så meget.

Selve transporten er den nemmeste del, bare sørg for at fiskene står på bagsædet og ikke i bagagerummet, hvis det er koldt, da det ikke bliver varmet op og derfor godt kan være temmelig koldt. En anden ting der skal sørges for er, at akvariet står fast der hvor det er placeret og ikke kan kure rundt og dermed banke ind i noget for at undgå ridser eller i værste fald en smadret rude. Derudover er det en dårlig ide at have armaturet ovenpå akvariet da det kan falde ned i det, hvis man kommer til at køre lidt hurtigt over et bump eller hul i vejen, men kør forsigtigt hele tiden!

Når man så kommer frem er det bare om komme i gang med at stille op igen og husk at få fiskene ind fra bilen i en fart! Med hensyn til gruset har jeg ikke oplevet dødsfald ved at lade være med at vaske det men det ser nu pænere ud hvis man gør det.

En anden ting man skal passe lidt på med er ud lukningen af fiskene. Giv dig hellere rigtig god til det da vandet i akvariet er nyt fra hanen og tit meget forskelligt fra det fiskene kommer fra.

Med hensyn til mine filtre har jeg hver gang gjort dem grundigt rene, da det ikke har været muligt at holde dem kørende under transporten og det har der ikke været nogen problemer med, dog skal man holde lidt igen med foderet i de første par uger. Det er for øvrigt derfor, jeg tager en del vand med i stedet, da det indeholder mange bakterier.

Dermed er nogle af mine erfaringer givet videre og jeg har fået en lille checkliste da jeg snart skal flytte igen - heldigvis kun 500 meter denne gang og ikke 350 kilometer som sidst.