En amatørs bekendelse - Sandsild

Forfatter: Bo
Oprettet: 09/09-2007 09/09-2007
Sidst redigeret: 28/05-2010 28/05-2010
Oprettet under: Tanganyika
 Del

Min store lidenskab er Tanganyika. Stort set alle de forskellige cichlider, er jeg vild med. Denne lille historie, handler om en lille niche i hobbyen, nemlig Sandsildene. Efterhånden bliver flere og flere af mine akvarier, fyldt med disse herlige fisk. Der er hele tiden en ny type der fanger min interesse, og som jeg simpelthen må stifte nærmere bekendtskab med.

Så da en god akvarie ven, gav mig chancen for at overtage 4 Xenotilapia spilopterus fra Kipili, slog jeg selvfølgelig til på stedet, og kørte til Århus og hentede dem.

Min ven kunne fortælle mig at der var et sikkert par, og hvis jeg var heldig, mente han at der ligeledes var mulighed for at de 2 andre ville parre ud. Det lød jo godt.

Jeg fik dem hjem og installeret i hver deres akvarie. Det sikre par kom i et 260L hjemmelavet akvarie. Det er ikke så højt, tilgængæld er der godt stort bundareal, og dermed perfekt til sildene . Der gik i forvejen 14 X. sp. Kilesa.

Så blev der ellers ventet, og kigget, og ventet igen. Og minsandten, efter kort tid fik de begge sorte streger gennem øjenene. Min ven havde fortalt mig, at det var et tegn på, at der var amoriner i luften. Så jeg var spændt som et barn op til jul.

Og sørme om ikke mine drømme gik i opfyldelse. En aften jeg kom hjem fra arbejde, gik hunnen nok så fint og gumlede . Jeg satte alle sikkerheds-foranstaltninger i værk. Børn blev forment adgang til mit cichliderum. Min kone fik klare instrukser om, hvordan hun måtte færdes dernede, hvis det var bydende nødvendigt. Jeg ville nemlig i den næste tid, kun tilbyde mine nye darlings, det absolut bedste.

Dette inbefattede at kun eksperter som jeg selv, skulle færdes omkring akvariet. Kun på den måde mente jeg, at kunne undgå komplikationer(jeg skulle blive klogere.

Jeg sænkede belysningen i akvariet, fodrede meget sparsomt, når lyset var slukket sørgede jeg for at INGEN, kom i rummet. Kort sagt, jeg sikrede fiskene mod alt og alle. Bortset fra mig selv.

Det blev snart tid til at skifte vand. Dette skulle selvfølgelig foregå så skånsomt som muligt. Med en slange blev en passende mængde suget op. Og herefter blev en slange gjort klar med ledningsvand. Vandhanen blev tændt så det løb ganske langsomt. Alt løb planmæssigt. Jeg var faktisk ganske godt tilfreds med min egen præstation.

INDTIL KATASTROFEN indtraf. Hunnen, med munden fuld af æg, gav sig til at svømme lige ind i det kolde, udsivende vand. Dernæst gav hun sig til at lave loop. 5 eller 6 stk efter hinanden. Så lagde hun sig til rette på bunden, med bugen opad. Og det eneste hun herefter foretog sig, var at åbne munden, og spytte indholdet ud over bunden. Til stor fornøjelse for X. Kilesa'erne, der tog for sig af retterne.

Jeg var lamslået. Det var enden på det kuld. Jeg reddede heldigvis hunnen, ved hurtigt af få hende over i et varmt akvarie. 2 min efter, var hun klar igen. Og kom retur til sin mage.

Så nu venter jeg i spænding på, at der igen kommer en streg gennem øjenene på mine Xenotilapia spilopterus fra Kipili. Og ventetiden? Ja den bruger jeg på at udvikle en ny måde at skifte vand på.

Skrevet af Bo og lagt online af Thomas Andersen