Victoriasøens biotoper

Forfatter: Claus
Oprettet: 09/09-2007 09/09-2007
Sidst redigeret: 09/09-2007 09/09-2007
Oprettet under: Victoria
 Del

Med et areal på 68.800 km² er det klart, at Victoriasøen byder på mange biotoper.

Overordnet set er det ikke nogen luksussø. Dermed ment, at det ikke lige frem er optimalt at dykke deri, da man mange steder ikke kan se særlig langt i de slørede vand. Mange steder er der faktisk så sløret, at man kun kan se en meter frem for sig. Det maksimale syn man kan få i Victoriasøen ligger kun på ca. 8 meter.

Man ser mange steder en hel del planter. Det gælder mest når man er nær bredderne hvor landskabet ebber ud i søen. Ofte er der masser af siv ved kysterne der gør det meget svært at komme til vandet. Men her er der mange forskellige cichlider der nyder livet.

Store dele af bundlaget i søen er belagt med et ordentligt lag hårdt mudder. Det er her størstedelen af Victoriacichliderne finder deres føde bestående af invertebrater. Der findes bestemt også sandarealer, men her er sandet meget tætpakket.

Den mest normale biotop vil være et mudret bundlag hvor der ligger enkelte store sten og enkelte planter. Kommer man så på lavvande, vil man se flere og flere planter. Vandværdierne varierer en hel del, pHen ligger eksempelvis helt fra 6,9-9,0.



Rundt om Victoriasøen er der masser af vandløb. Her er der masser af siv og mudder. Mange af vandløbene kommer helt fra andre lande og giver adgang til satellitsøer.

Der er andre biotoper hvor der egentlig kun er masser af vand og sand, det er på de meget store dybder, hvor der ikke længere er særlig mange cichlider grundet problemer med søen. De Mbipi vi ser i handlen i Danmark i dag, er nogle som kommer fra kæmpe store stenblokke for det meste. Deres biotop består af flade sten og ikke ret meget andet. De lever af alger og enkelte andre fødeemner. Dog er det vigtigt at se på den enkelte cichlide, da stenbiotoperne kan variere en del med hensyn til stenblokkene.

Hvis man skal sætte et navn på de forskellige biotoper, ser vi de samme som ved Malawisøen og Tanganyikasøen. Der er sandarealer, åbent vand, overgangszoner, sedimentfri zoner og sedimentrige zoner.

I den sydlige del af Victoriasøen (Mwanza Gulf og Speke Gulf) ser man for alvor de store stenblokke, og det er her man finder langt flest Mbipier. Tager man i stedet de mere centrale dele af søen finder man større sandarealer på dybder omkring de 40-60 meter. Tager man igen længere imod nord, begynder biotopet igen at minde om den sydlige del.



Generelt kan man sige, at Victoriasøen minder ret meget om de andre Afrikanske søer, men at sigtbarheden er væsentlig mindre, naturen er en anelse mere frodig, søen er ikke særlig dyb, stenblokkende er væsentlig større og bundlaget er lidt mere mudret.

Man kan sagtens se på søen, at den får vand ind fra mange andre lande, da den lider under disse forureninger osv. Derudover kommer der tilstrømninger fra mange forskellige søer, som giver nogle lidt mere vandede kyster. Man skal forstå, at for mange år siden var Victoriasøen meget større end i dag, og dens satellitsøer var en del af Victoriasøen. I dag er den væsentlig mindre, men er igen ved at blive større. Dette sker naturligvis i et meget langsommeligt tempo. Den omkringliggende natur bærer præg af fortiden med de mange floder/åer og et vandet landskab.