Fra forvirret begynder til glad discus-ejer

Forfatter: Kim Bønlykke
Oprettet: 05/01-2008 05/01-2008
Sidst redigeret: 05/01-2008 05/01-2008
Oprettet under: Beretninger
 Del

Fra dårlige erfaringer til nye gode

Jeg er meget betaget af discus og vil berette, hvordan jeg er kommet  efterhånden godt  i gang med at holde disse smukke og betagende fisk.

Efter en lang periode uden akvarium besluttede jeg sidste år at genoptage hobbyen. Sidste gang var endt dårligt, så beslutningen havde været længe undervejs. Da jeg for ti år siden pakkede sammen, var jeg kun 17 og blev slået ud af at miste de fisk, som jeg havde sparet sammen til gennem lang tid. Akvariebutikken var åbenbart kun ude på at sælge så meget som muligt.

Med den dårlige oplevelse i bagagen var det med en vis "frygt", at jeg gik ud og købte akvarie, pumpe mm. Besluttet på ikke at bruge mine penge der, hvor jeg tidligere havde spildt dem, gik jeg i gang med at lede i Gul & Gratis efter det rigtige tilbud. Jeg ville have et 250 liters og fandt det komplet med bord, pumpe osv. Jeg kom således i gang uden at det var så dyrt.

Al begyndelse er svær

Akvariet blev pænt indrettet med rødder, planter og grus. Jeg ville ikke straks kaste mig ud i et discus-eventyr, så jeg købte ganske billigt stort ind af diverse selskabsfisk. Men som det ofte går, når man køber mange og blandede fisk og straks sætter dem i vandet, var en fisk syg - og kort tid efter var de alle syge. Efter endt behandling havde jeg kun en tredjedel af dem tilbage, og planterne var også blevet noget triste at se på.

Senere erfarede jeg, at det ikke altid er smart at spare ved at købe en brugt spand-pumpe. En nat blev min kæreste og jeg vækket af underboen. Hun ville høre, om vi også havde vand, der kom ud af kontakter, loft og vægge. På grund af gamle slanger...

Samtidig var jeg dog godt i gang med at gøre det, enhver bør gøre, inden man anskaffer fisk, nemlig at læse om dem. Discus var til min store glæde blevet "afmystificeret" en hel del, siden jeg sidst forsøgte mig. B.a. på nettet kan man finde gode beskrivelser af, hvordan man kan holde discus på en forholdsvis let måde. Litteraturen for ti år siden omtalte mest discus som dyre, besværlige og i konstant livsfare. En forfatter mente, at discus kun ville spise levende foder, som befandt sig i det mellemste vandlag. Nu kunne jeg på internettet læse det, som jeg siden selv har erfaret, at hvis blot vandet er rent, så er de temmelig hårdføre og lette at holde. Og hvis de er sunde og trives, så vil de spise stort set alt både fra bunden, fra hånden og fra overfladen.

Og så til discus

Tiden som nystartet akvarieejer gik herefter godt, og jeg følte mig efterhånden tryg nok til at gå igang med discus. Jeg købte endnu et akvarie, denne gang et nyt, og indrettede det med rødder osv. Jeg beholdt i øvrigt det første, som stadig skulle være pryd/selskabsakvarie. En af byens akvariehandlere sagde, at jeg ikke behøvede andet end et indvendigt filter. Han mente, at risikoen for lækager fra et spandfilter var for stor, og det havde vi jo også erfaret. Et indvendigt mekanisk filter skulle nok kunne holde vandet rent og godt, og de nye indvendige filtre skulle være en rigtig god løsning.

Jeg købte altså et indvendigt mekanisk filter, med en effekt på ca. 1000 liter i timen. Jeg indstillede temperaturen på 28 grader, lod akvariet stå i 2 uger uden fisk, skiftede vand et par gange, og endelig købte jeg et par Røde Turkis Discus. De var flotte!

Det var de temmelig længe. Desværre stod de oftest under pumpen i skygge. Eller under en rod. Nu kan man jo som nybegynder nøjes med det, men jeg forstod ikke, at mine fisk ikke kom frem og udfoldede sig, sådan som det er vist i bøger og på internettet. De spiste fint og havde flotte klare farver, men hvorfor var de så sky?
Svaret burde jeg have kunnet give selv. Hver gang jeg fodrede, blev foderet pisket rundt med strømmen, og faldt først til ro, når det endte under en rod eller under filteret. Jeg skruede ned for volumen på filteret og vupti  fiskene kom frem.

Men den mindre filtrering gjorde, at vandet begyndte at blive hvidt og grumset, og hvad gør man så? Jeg burde have overvejet en anden type filter, en udvendig spand-pumpe.
Desværre gik jeg tilbage til akvariehandleren og spurgte, hvad han mente, der skulle gøres. Han sagde "sjovt" nok, at jeg burde sætte endnu et indvendigt filter i, som så på meget lav kraft kunne supplere det første. Det gjorde jeg  og vandet blev atter pænt og rent. Så nu havde jeg to pumper, som tilsammen larmede lidt rigeligt.

Jeg kunne komme med flere eksempler, fra den første løsning, til den anden, til den tredje. I meget lang tid lyttede jeg til akvariehandleren og ikke til min egen sunde fornuft.

Men man finder balancen - og får større ambitioner

I dag går det langt bedre. Jeg fandt efter at have prøvet mig frem ud af, at den bedste løsning var en kombination af udvendig biologisk filtrering og uv-filtrering - i hvert fald for mig. Mine fisk trivedes så godt, at de begyndte at lægge æg. Så nu var det ikke nok bare at holde dem, nu ville jeg også opdrætte.

Jeg tømte prydakvariet for "selskabsfisk" og fyldte det med discus. En blandet sammensætning af blå, røde og gule arter, store og små. Den store variation i sammensætningen foretrækker jeg stadig!
Jeg tømte det ene akvarie, gjorde det rent, og malede det blåt udenpå. Jeg supplerede filteret med en Storm P.-indretning, hvor akvariet var delt af et stykke plexi-glas. Den ene halvdel blev fyldt med filtervat, biokugler og spagnum, mens den anden halvdel var til fiskene. En kegle blev sat i vandet, og fiskene blev varsomt flyttet over.

Efter en kort periode, hvor fiskene skulle vænne sig til at bo i et laboratorielignende miljø, begyndte de at lægge æg. Det var fantastisk at følge, hvordan de først stod foran keglen og rystede sig og senere begyndte at lægge æggene. Jeg troede, at det nu bare var et spørgsmål om at vente, så ville resten gå af sig selv, men sådan var det ikke.
Æggene skimlede og fiskene åd dem. Det samme skete næste gang, og gangen efter, og en gang til... Hvad var der nu i vejen? Det var indholdet af salte og kalk, vandets hårdhed, osv., der ikke var i orden. Jeg måtte have renset vandet bedre, og jeg købte et osmoseanlæg. Lige pludselig var det det igen blevet en dyr hobby, det er svært at undgå.
Vandet blev bedre igen, "microsiemens" kom ned under de 300, som der foreskrives. Vandet skulle være meget blødt, men jeg havde også læst, at Rød Turkis Discus kunne formeres i hårdere vand.

I det nye, bløde vand lagde fiskene igen æg. Men lige meget hjalp det, æggene blev lagt, de blev passet  og de skimlede og blev ædt. Sådan gik det flere gange, lige indtil jeg gav op og satte fiskene tilbage til flokken.

Jeg købte derefter et dyrt "ynglepar" hos en privat opdrætter og satte dem sammen med flokken. Få dage efter havde hunnen fra mit oprindelige par dannet par med en af de gamle hanner, og de begyndte at parre sig foran et blad. Der blev igen lagt æg, og de havde en helt anden farve end dem, jeg havde set i det blå "laboratorie-akvarium". De nyindkøbte fisk, "yngleparret", viste ikke den fjerneste interesse for hinanden eller for de andre fisk. Så selvom laboratoriet var tiltænkt det nye dyre par, så kunne jeg da lige prøve de andre, mens de dyre fandt sig bedre til rette.

Tålmodighed belønnes - mine discus yngler!

Det nydannede par fra den gamle flot lagde temmelig hurtigt æg på keglen i det blå akvarium. De skimlede, men ikke alle sammen, og de blev ikke ædt før 50-60 timer efter, de var lagt. Det gik fremad, og jeg besluttede at prøve endnu en gang. Et nyt hold æg blev lagt og ca. 60 timer senere var der en pæn lille flok larver.

Det var lykkedes! Jeg gik straks i gang med at klække artemia i en dyrt indkøbt artemia-klækkeskål - men artemia'erne klækkede ikke. Endelig havde jeg fået unger, men nu kunne jeg ikke fodre dem op. Jeg blev igen fortvivlet og søgte derfor hjælp. Hjælpen var let at finde, og løsningen var simpel. Et stort syltetøjsglas, en luftpumpe, salt, en iltsten og lidt varme.
Ét glas viste sig hurtigt at være for lidt, for der skulle fodres 3-5 gange om dagen, og artemia er 24 timer om at klække. Jeg brugte i stedet 3 glas, som klækkede med 6-12 timers mellemrum. Det var en hel foderfabrik.

Jeg fik en lille flok levedygtige discusunger, som kunne tages fra forældrene efter 3 uger. Af en flok på cirka 40 larver blev der 23 unger, som var tilpas flotte og stærke til, at jeg kunne give dem til venner og bekendte  man er jo amatør.

Vejen fra nybegynder med discus, til forsøgsmæssig opdrætter, har været lang. Der er stadig meget at lære, men med det basale i orden, går resten stadigt bedre.

Jeg sidder nu foran mit akvarium, og det tredje hold discusunger æder lystigt både af et sekret, forældrefiskene afgiver gennem huden, og af artemia. Storm P.'s filterløsning har vist sig unødvendig, når blot spand-filteret kører 100% optimalt. Det dyrt indkøbte ynglepar viste aldrig interesse for hinanden, men de har begge på skift kastet deres kærlighed på den samme hun fra det gamle kuld - om der er tale om biseksualitet eller jeg har købt to hanner, vides ikke.

Jeg har undervejs ofte dummet mig, jeg er blevet vildledt mange gange. Men jeg nyder mine fisk og min relativt nye hobby.
Denne artikel er skrevet af:
Kim Bønlykke, bonlykke@hotmail.com