Akvarium uden vandskift?

Forfatter: Kasper Rossing
Oprettet: 20/11-2007 20/11-2007
Sidst redigeret: 15/11-2009 15/11-2009
Oprettet under: Akvariets kemi og biologi
 Del

Akvarium uden vandskift?

Af Kasper Rossing. Roskilde Akvarieforening



Ja, en overskrift der har og kan give ophav til utallige diskussioner iblandt akvarister. Alle med det til fælles at de har vidt forskellige holdninger til, hvordan det i så fald kan lade sig gøre, om det kan lade sig gøre, og hvem der har et sådan.

Igennem mine år som akvarist har jeg skam også selv lagt øre til og deltaget i denne debat, læst utallige bøger og artikler og er nu kommet frem til konklusionen:

Når astronauter kan rense deres egen urin og sved til drikkevand, bør det være muligt at rense vores akvarievand så godt, at vores fisk vil trives optimalt. Vi har teknikken, så det er kun et spørgsmål om teknik, kunnen og vilje.



Lidt kemiske og biologiske grundbegreber

Ja, vi kommer desværre ikke uden om det. Der er kemi i alt, som der stod på ryggen af min kemilærers trøje (den havde i øvrigt det periodiske system på forsiden).



De fleste dyr udskiller kvælstof i den ene eller anden form. Hos os mennesker er det igennem urinen men hos ferskvandsfisk sker det for hovedparten igennem gællerne i form af ammoniak NH3. Denne bliver i vandig form til ammonium NH4



I et velfungerende akvariefilter omsættes denne således:





Man taler her om en autotrof omsætning. Autorofe bakterier omdanner uorganiske stoffer til organiske forbindelser såsom bakterier.



Bemærk at der til sidst også dannes bakterier. I et velfungerende filter består en stor del af det slam der ophobes af sådanne døde bakterier.



Vi har alle sikkert hørt om nitrit og ammoniakforgifting hos vores fisk. Sådanne situationer opstår ofte, når man tilsætter for mange fisk i nyopførte akvarier, der ikke har haft en tilstrækkelig indkøringsperiode. Mere om det senere.



Et andet affaldsproblem er de foderrester, planterester, slim mm. der opstår i akvariet. Sammensætningen og nedbrydningen af disse er noget mere kompliceret, men følgende kan illustrere det:





Denne proces siges at være heterotrof. Heterotrofe bakterier omdanner organisk, kulstofholdig næring (såsom foderpiller og planterster) til uorganiske stoffer.

Dette er en meget simpel fortolkning. Udover bakterier dannes der bl.a. phosphor (stammer primært fra nedbrydning af foder) og kalium (fra døde planterester) samt andre stoffer.



Under iltfrie forhold kan nitrat nedbrydes til frit kvælstof. Processen er følgende:




Iltfrie forhold er dog ikke noget enhver akvarist skal prøve at genskabe i sit filter, idet det let kan gå galt, og der kan dannes svovlbrinte H2S der lugter fælt og vil kunne føre til akut forgiftning.





Bakterierne er dem der gør arbejdet

Som nævnt før, dannes der mange bakterier i filteret. En tommelfingerregel siger, at der for hvert tilført kg foder dannes 350 gram bakteriebiomasse. Dette gælder for et dykket filter, altså filtre som fx de spandfiltre mange bruger.

I et rislefilter danner der kun ca. 7 gram bakteriebiomasse for hvert kg tilført foder. BEMÆRK tilført foder skal ikke forstås som et kilo foder der hældes i filteret, men som et kilo foder som fiskene spiser.



Bakteriobiomassen består for en stor del af den såkaldte filterhud. Filterhuden er det slimede lag der sidder på filtermaterialet, men også det lag der sidder indvendigt i vandlåsen på køkkenvasken.

I et dykket filter er dette lag tykt, og man kan derfor let fristes til at tro, at dette er det bedste i forhold til det tyndere lag der findes på filtersubstratet i rislefilteret, men her bør gøres opmærksom på følgende: Det er kun i det yderste lag omsætningen foregår. En stor del af filterhuden består af døde bakterier. Grunden til at denne belægning er tyndere i rislefilteret, er, at denne fornys hyppigere pga. kraftigere påvirkning i form af den spuling vandtilførslen giver.



Dykket filter, rislefilter eller begge?

Overnævnte bringer os ind på diskussionen om dykket filter versus rislefilteret – også kaldet drypfilteret.

Langt de fleste af os holder os til det dykkede filter. De professionelle bruger begge, idet forskning tyder på, at i det dykkede filter forgår den heterotrofe omdannelse af foderester mm, hvorimod den autotrofe omdannelse af ammoniummen bedst finder sted i rislefilteret.



Konklusionen må derfor være, at de hver er bedst på hvert sit område og derfor bør kombineres.



Filterkapacitet og størrelse

Mange akvarister foretrækker spandfiltrene, idet de er de filtre der har den største filtervolumen.

Brugsanvisninger og akvariehandlernes anvisninger angiver akvariets størrelse som retningslinjer for, hvor stort filteret skal være og dets kapacitet. Her er jeg uenig.

Det er mængden af tilførte næringsstoffer der er afgørende for, hvor stort filteret skal være. Igen her skal en tommelfingeregel fra det virkelige liv (professionelt lakseopdræt) nævnes. Denne siger, at

1 m2 filter kan nebryde hvad der svarer til 2 kg tilført foder. Omregnet til akvarieforhold svarere det til, at 1 L filtervolumen kan nedbryde hvad der svarer til 2 gr. tilført foder.

Dette er foder i form af lakspiller, men for nemheds skyld, bør den bruges for alt foder – også frost.

Lad os sige vi har et akvarium på 250 liter med et par discus, 20 røde neon, en flok pansermaller, ancistrus + det løse. Hvor meget foder får de om dagen? Et bud fra mig vil være ca 1/5 af en plade røde myg. Dette svarer til 20 gr. For at nedbryde dette skal vi altså have en filtervolumen på 10 liter. Hvor mange har det på deres 250 liters?



Gennemstrømningen/kapaciteten er et andet kapitel. Nogen siger hurtigt, andre siger langsom. Personligt siger jeg, fra den totale volumen i timen og op. Dette beror dels på mine egne og professionelle opdrætteres erfaringer. Det der bliver brugt som måleparameter er ikke nedbrydningen men iltindholdet i vandet. Er den for lav, sættes kapaciteten op.



Filtermaterialer

”Hvor mange fodboldbaner har du i dit filter?” synes man af og til at høre, når snakken falder på filter og filtermaterialer. Der findes nu utallige forskellige materialer på markedet og i alle prisklasser.

Generelt kan man sige, at et filtersubstrat bør have følgende egenskaber:



Der skal være kemisk neutralt
Have en stor overflade
Sikre god gennemstrømning


Det materiale jeg har fundet på markedet der opfylder disse kriterier er desværre også det dyreste. Det er nemlig bioboldene. Her findes flere størrelser og former. Generelt kan det siges, at mange små har en større overflade en færres store. Simpel matematik. Spørgsmålet om, hvad der er bedst er en anden sag.

Igen her så jeg over skulderen hos de professionelle. Her brugte de blokke af kunstofrør som man bruger som faskiner. Lidt for store til akvariebrug tænkte jeg, men så fandt jeg dem i miniratueformat i form af de rørnet man bruger til at lægge i tagrender. Billige, nemme at forarbejde og lette.



Filtermaterialer med kemiske egenskaber

Her kan jeg kun komme på to der har tilknytning til akvarieholdet.



Aktivt kul og spagnum



Aktivt kul

Jeg har selv anvendt aktivt kul, men har ikke kunne se eller måle nogen effekt. Jeg ved dog, at det er effektivt til at fjerne medicinrester. Jeg ved også, at kullet let kan genbruges ved at man koger det (jeg ved dog ikke i hvor lang tid). Hvorvidt kul skal bruges i akvariebrug og i hvor stort omfang, vil jeg lade være op til den enkelte akvarist. Personligt tror jeg ikke, at brug af aktivt kul er nødvendigt i et velfungerende akvarium. I et karantæneakvarium, hvor man bruger medicin, tror jeg derimod, at det har sin anvendelse. Specielt hvor man anvender flere typer medikamenter der kan modarbejde hinanden. Her kan aktivt kul bruges til at fjerne evt. medicinrester inden en ny behandling.



Spagnum

Personligt synes jeg at det er for besværligt at bruge i forhold til fordelene. Ganske vist indeholder spagnum mange gode stoffer, men mange bruger det primært som pH- sænker. Her vil jeg foretrække noget der er nemmere at dosere såsom pH-sænker eller fosforsyre.

Spagnum kan dog give vandet en behagelig rødbrun farve, som kan få et regnskovsakvarium til at se mere biotopisk ud.



Diverse

Der er kommet flere nye filtermaterialer på markedet. Bl.a. materialer der kan binde nitrat og ammonium. Jeg har selv brugt sidstnævnte og kunne ikke måle nogen effekt. Jeg synes dog, at det er spændene, men også meget dyre produkter.



UVA og ozon

Sidstnævnte vil jeg ikke komme ind på, jeg synes ganske enkelt at det er for farligt og vil derfor ikke opmuntre brugen af ozon. UVA derimod er efterhånden blevet så brugervenligt, at det er værd at have med at gøre.

UV står for ultraviolet lys. Når vi færdes udendørs bliver vi alle udsat for solens stråler, deriblandt UVA og UVB. Førstnævnte er det der er mest skadeligt, og det der bruges i akvariebrug.

Et UV behandlingsanlæg består i sin enkelthed af en kasse med en UV pære der belyser et glasrør, hvorigennem vandet passerer. Bakterier, alger mm bliver bestrålet og bliver enten slået ihjel eller deres DNA ødelagt så meget, at de ikke kan reproducere sig.

UV kan være et fantastisk værktøj. Et grumset akvarium, pga. opblomstring af bakterier, kan i løbet af få timer blive klart, men et godt fungerende filter skulle kunne forhindre sådanne opblomstringer. Derfor skal man passe på ikke at bruge UV som en symptombehandling, men se det som et godt supplement til det øvrige filtersystem. UV er meget effektivt og kan let gøre akvariet mere eller mindre sterilt. Derfor kan det diskuteres, om man på den måde kan skabe fisk uden den samme modstandskraft som deres akvarierødre i ”normale” akvarier.



Forskellige filtertyper

Idet jeg ikke på nogen måde har kommercielle interesser indblandet, vil jeg i dette afsnit ikke lægge fingrende imellem. Der er alt for meget ubrugeligt bras på markedet. Specielt nye akvarister bliver taget i en hvis legemsdel, når de køber akvarieudstyr og spist af med sørøverforklaringer baseret på intet eller slet intet grundlag. Hermed ikke sagt at alle dyrehandlere er skrupuløse sælgere, men der er da nogle stykker.

Jeg vil her komme ind på de enkelte filtertyper, deres fordele og ulemper.

Overordnet kan man tale om to filtertyper: Det mekaniske og det biologiske.



Det mekaniske filter

Det mekaniske fjerner partikler og urenheder fra vandet, men nedbryder dem ikke til uorganiske næringssalte. Et godt eksempel er rensning af swimming pools, hvor vandet jo er klart dels pga tilsat klor mm, men også fordi der på en sådan sidder nogle store partikelfiltre.



Det biologiske filter

I sådanne filtre finder de processer sted, som nævnt under tidligere afsnit. Det er også vha. sådanne processer, at meget byspildevand bliver behandlet, inden det bliver lukket ud.



Indvendige motorfiltre

Disse består af sin enkelthed af et filterkammer drevet af en pumpe. Ofte har denne pumpe en høj kapacitet og kan derfor bibringe en god cirkulation.

Man kan sige, at det er et lille dykket filter med en høj ydeevne. Selvom der sker en vis nedbrydning sted, vil jeg anbringe dem i gruppen af de mekaniske filtre. De har ganske enkelt ikke en høj nok filtervolumen til, at der kan nedbryde alle de tilførte affaldsstoffer.

Et godt indvendigt motorfilter kan holde vandet klart, skabe god cirkulation og dermed gode iltforhold. For at de skal virke optimalt, kræves det ofte, at de rengøres tit. De fleste er nemme at skille ad og komme til, og de er ofte billige både i indkøb og drift.

Idet man ikke her har tale om en lang indkøringsperiode, er det en type filter, man kan tage i brug efter behov. Alt i alt en god her og nu problemknuser, men nogen egentlig biologisk omsætning skal man ikke regne med.



Luftdrevne filtre

Bortset fra bundfiltre, vil jeg sige, at de hører i gruppen af mekaniske filtre. De er nemme og billige og har man mange akvarier, er det en nem metode at koble en kraftig luftpumpe til at ”køre” dem alle.

De har de samme fordele og ulemper som de indvendige motorfiltre, men derudover den ulempe, at de kan larme en del. Hører man til dem der gøder med CO2, skal man være klar over, at et sådan filter vil uddrive en del af den.

Luftdrevne filter kan let indstille på en meget lav gennemstrømning og tilsluttes en meget fin filtersvamp. De er derfor gode til akvarier med yngel.



Udvendige filtre

Til disse hører spandpumperne som de fleste, mere seriøse akvarister, ofte sværger til. De kan være temmelig dyre i anskaffelse men er generelt utroligt driftsikre. Igennem tiden er de også blevet betydeligt nemmere at rengøre og vedligeholde.

Det burde egentligt betegnes som et biologisk filter men har her tre svagheder:



1. Deres filtervolumen er for lille, ofte kun 6-8 liter. De vil i teorien altså kun kunne nedbryde

12-16 gr. tilført foder i døgnet.



2. Det har en meget høj gennemstrømningshastighed på op til over tusinde liter i timen. I teorien får

bakterierne ikke tid nok til at omdanne den tilførte næring.



3. De er lukkede. De gasser der uvilkårligt vil dannes kommer ud med udløbet til akvariet, og der

bliver ikke tilført ilt nok til filteret.



Jeg vil derfor betegne dem som en kombination af et mekanisk og et biologisk filter. De er afgjort anvendelige, men som senere fremgår, tror jeg bedst, de kan anvendes i en kombination.



Bundfiltre

Nok en af de ældste filtertyper i hobbyen. Har det kendetegn, at man enten hader eller elsker det.

Generelt er min holdning, at et velfungerende bundfilter er yderst effektivt biologisk filter med den store filtervolumen, men kun så længe det virker. Den dag det slammer til eller bakteriekulturen dør, pga. tilført medicin eller lign, er helvedet løs.

En af mine venner bruger det med stor succes som en slags mekanisk forfilter. Med jævne mellemrum ager han slamklokken og roder godt rund i bundlaget.

Idet aktive akvarister har det med ofte at lægge akvariet om, indkøbe nye fisk mm. Vil jeg ikke anbefale det konventionelle bundfilter. Mange af os har også fisk der fortrækker fint bundlag og som også ynder at grave.



Sandfilter

Jeg har på Akvariesiden.dk set flere debatter om brug af sandfilter. Sandfilter er nok noget af det bedste til at fjerne de mindste partikler i vandet. Sandfiltre er også det, vandværker bruger til vores drikkevand. Der har været en del diskussion, om der skal være bevægelse i sandfilteret. Min personlige mening er her, NEJ. Ved at rotere sandet rundt sliber man kontinuerligt filterhuden af, og det er jo her, bakterierne sidder og gør arbejdet.

Jeg tror en af de bedste måder at bruge sandfilteret på, er som det sidste led i vandbehandlingen, hvor vandet kan få lov til at passere en høj cylinder med sand, inden det løber tilbage i akvariet. På den måde vil man fjerne evt. rester af filterhud mm., der kan være kommet med fra de andre filtersystemer.

Hvad jeg ser som en spændene mulighed, var at bruge sandfilteret som hovedfilter. Det lyder lidt selvmodsigende i forholdet til det, jeg lige har skrevet, men ideen har jeg fået fra filtersystemer til swimming pools. Ideen vil jeg prøve at illustrere med nedenstående tegning:





Der vil helt klart gå god filterhud tabt, men jeg er sikker på, at meget vil blive på sandkornene.

Dette filter kan både ses som et mekanisk og et biologisk filter. Hvordan det evt. skal kombineres med andre filtertyper, må være op til den enkelte at eksperimentere med.

Konklusionen må være, at et sandfilter kan bruges som et mekanisk filter, et biologisk filter eller en kombination.



Få skidtet ud af akvariet

Med skidt menes ikke bare afføring og planterester men også unødvendigt inventar der vanskeliggør en ordentlig rengøring af akvariet. Den største og mest besværlige af disse, er efter min holdning bundlaget. Alt for ofte ser jeg akvarier med mange fisk, få planter og så et 10 cm. godt tilslammet bundlag.





Hvorfor jeg har så meget imod bundlag?

Der er flere grunde:

Bundlaget virker som en samler af skidt og skal derfor renses (slamsuges) med mellemrum. Personligt synes jeg, at det er besværligt, og at det er svært at komme ordentligt ind i krogende



Bundlaget huser en stor bestand af bakterier, og har i og for sig en filtrende effekt på vandet, MEN, hvis dine fisk får en bakterieinfektion (specielt discus), og der tilsættes antibiotika, ville bakteriekulturen i bundlaget blive slået ihjel. Resultatet kan blive en regulær bundvending, eller i bedste fald, at fiskene ikke bliver raske, idet bakterierne i bundlaget har ”opbrugt” medicinen.



Flere parasitiske sygdomme har cystestadier (kan måske bedst sammenlignes med puppestadier), hvor bundlaget er et godt substrat. Fiskedræber er en af dem.



Hvad jeg synes, man skal bruge i stedet?

Meget lidt eller slet intet vil være svaret. Der er flere alternative og meget kønnere metoder. Der har været mange artikler om hjemmelavede baggrund og sidedekorationer men ingen om hjemmelavede bunde. Selv har jeg en helstøbt dekoration med sider, baggrund og bund, der har en form, så skidtet samler sig nær indsuget til filteret.



Hos mange fiskearter er bundlag nødvendigt (som fx pansermaller) men hvorfor så ikke nøjes med et fint tyndt lag der er let at rense?



Mange vil måske sige: ”hvad med planterne?” Hos mig gror de i potter og endda utroligt godt. Det har den fordel, at jeg let kan flytte rund på dem og indrette akvariet med dem efter smag, uden at tænke på, at de skal have tid til at reetablere sig. I tilfælde af sygdom, er de lette at fjerne, hvis man har mistanke om, at de kan tage skade af medicinen. Potterne er lette at skjule. Enten ved at støbe en dekoration, hvor de passer ind, eller bag træ eller pilerødder.



Potterne har i øvrigt de fordele, at bedre kan imødese de enkelte plantearters behov. Fx kan nogle bedre lide sur bund, hvor andre foretrækker en neutral.



Hvordan man laver et filter der fungerer

Da jeg pt. er ”ustationeret” i forbindelse med uddannelse, har jeg ikke nogle billeder at vise, men med nedenstående tegninger, har jeg forsøgt at illustrere.





Hhv. vådfilter og tørfilter er havedamsfiltre, som jeg fik af en kammerat. Da disse normalt er ret dyre, kan alm. plastkasser med låg sikkert bruges.



Udluftning:

For at sikre afdampning af ammoniak og andre gasser, er det en god idé at lave lufthuller i låget på filtrene. Jeg har gjort det ekstra raffineret ved at påsætte ventilationsriste.



UV og slamkegle

Umiddelbart før indløbet til spandpumpen har jeg monteret et UV-apparat og min egen hjemmebyggede slamkegle.





Slamkeglen er lavet af en af de små CO2 fabrikker man kan købe hos dyrehandleren. Det var den eneste brugbare beholder, jeg kunne finde med skruelåg (og så fik jeg den gratis). Jeg borede en ¾ tomme hul i siden og i bunden. I siden limede jeg en stud, hvorpå slangen til UV kunne sættes på med et spændebånd. I bunden satte jeg en hane beregnet til regnvandstøner. Ideen er, at slammet samler sig på bunden og let kan tappes af. Tragten er en kildevandsflaske, jeg har skåret bunden af.



Virker det?

Ja, det virker. I starten lidt langsomt, men så kom der gang i den. Som test havde jeg 10 mellemstore piratfisk i et 300 liters. De gispede aldrig pga. af iltmangel. Idet rislefilteret også sørgede for en god iltning af vandet. Altså ingen larmende luftpumper.



I starten fordrede jeg sparsomt, men efterhånden kom jeg op og fodre med ca 50 gr fisk om dagen.

Jeg tog jævnligt målinger, der viste at nitratindholdet steg i takt med en øget fodring. Jeg målte ingen ammoniak eller nitrit. Filteret var altså i stand til at nedbryde de store mængder tilført næring til det uorganiske nitrat,



Hvad med vandskift?

Fordi jeg pt. ikke har nitratfilter er vandskift nødvendigt. Jeg har læst en del om hjemmebyggede og professionelle nitratfilter, hvor materialet er svovlkugler. Jeg har derfor købt sådanne kugler, men har ikke installeret det endnu.



Hvordan vil du installere et nitratfilter?

Jeg var så heldig at købe endnu en CO2 fabriksdåse på Roskilde Akvarieforenings aktion. Når jeg engang kommer hjem, vil jeg montere den som følgende på nedenstående tegning:






Selve låget på CO2 fabrikken vil sidde på T-stykket. Beholderen kan da let skrues af og efterses.

Filtervattet er til at fjerne evt. urenheder.

Svovlkuglerne er det de nitratnedbrydende bakterier lever af, når der ikke er nok nitrat. Lidt lettere end at tilføre alkohol til akvarievandet.

Da vandet, efter at have passeret svovlkuglerne, er meget surt, er der kalksten i bunden, som vil få pH op.

Ved at dreje hanen, kan vandgennemstrømningen indstilles. Hvor meget den skal være, er svært at sige, men det skal være langsom, så iltindholdet er så lavt som muligt. Her er det kun et at gøre; nemlig at måle på udløbsvand og gradvis indstille.



Målinger af akvarievandet

Jævnlige målinger af vandværdier er vigtige for at være opdateret med, hvordan akvariet fungerer. Pludselige høje værdier af nitrit eller ammoniak er faresignaler, der indikerer, at noget er helt galt.

Jeg har set mange målesæt, men de billigste og mest enkle fandt jeg i form af en multistik i et havedamscenter. Udover at måle nitrat, nitrit og ammoniak, måler den også hårdhedsgrader og pH. Fint til mit formål. Et tip jeg så på forummet i øvrigt, er, at halvere dem på langs, så man får dobbelt så mange.



Konklusion og afsluttende bemærkninger

Denne artikel er første udgave og skal ikke ses som den endegyldige sandhed, ej heller at jeg på nogen måde er ekspert.

Jeg hører bare til den type der kan lide at forenkle ting. Oftest bliver mine løsninger dog mere kompliceret (softwareudviklere kender det især), men jeg tror på, at lige netop med akvariehobbyen skal vi tænke lidt mere innovativt, lade være med at tro for meget på de kommercielle ”eksperter” og ikke være bange for at prøve noget nyt. Vi har med levende væsener at gøre. Vores fisk har ikke valgt at bo hos os. Vi har et ansvar for at sørge for dem bedst muligt. Derfor skal man heller ikke lave uovervejede eksperimenter, men måske er det også derfor, at tingende har stået lidt stille i form af indgroede vaner og gode råd.

På trods af, at jeg ikke har kunnet bevise det endnu, mener jeg afgjort, at vandskift med den rette filtrering kan så godt som undgås. At jeg gerne vil opnå dette skyldes ikke bare dovenskab men også det, at mange steder er vores postevand ikke det bedste fiskevand. Hvis vi pludselig ikke skal skifte så meget vand, vil vi måske være tilbøjelige til at gøre mere ud af det vand vi har i vores akvarier. Dvs. blødere og surere vand til vores regnskovsfisk og hårdere og mere alkalisk til vores malawi og tankanykasild.

Et godt eksempel er saltvandsakvarister. Ikke alene kan de holde deres fisk i live og opdrætte dem, men også sarte koraller og andre bløddyr, hvilket i højt grad må tilskrives den rette vandkvalitet. Dette samtidigt med, at de har et meget lavt vandskifte. Hos dem kan vi helt sikkert hente utroligt meget inspiration.

Når jeg er på akvariesiden.dk undrer det mig, hvor mange akvarier der er til salg til en meget billig pris. Kunne det måske skyldes, at ejerne (eller måske deres samleverske) fik nok af at rende med spande igennem huset, at glemme at slukke for haveslangen ved påfyldning, eller at det udvendige spandfilter ikke blev samlet helt korrekt inden weekendturen?

Jeg tror på, at et akvarium fungerer bedst med et minimum af forstyrrelser. Tænk bare på, hvad vi dog udsætter vores fisk for at stress, når vi to gange om ugen stikker hånden i akvariet og roder rund, hvirvler op i bundlag og tømmer 1/3 af vandet af, hvorpå vi fylder op med koldt hanevand.

Jeg ved ikke hvordan vores fisk tænker, eller om det har nogen betydning, men kender mange af os ikke situationen, når vi søndag eftermiddag sidder med avisen og en kop varm kaffe? Pludselig kommer hun eller han (nej) med støvsugeren (en tunet Miehle årgang 95 der yder 90 d B) , kaffebordet flyttes (ofte med føromtalte kaffekop), benene skal løftes. Det skal nemlig være pænt og i orden, når mor kommer senere på dagen. Den sindstilstand man var i er nu blevet en helt anden. Måske en smule stresset? Men der blev rent!



Deltag i debatten her:

Eksternt link http://www.akvariesiden.dk/forum_ny/forumview.php?cat=1&id=169030





Denne artikel er skrevet af:
Kasper Rossing, artikler@akvariesiden.dk