Gør-det-selv - skjult filter

Forfatter: Carsten Borch
Oprettet: 14/01-2013 14/01-2013
Sidst redigeret: 14/01-2013 14/01-2013
Oprettet under: Gør det selv
 Del

Skjult indvendigt filter



Dette filter er en kombination af flere forskellige ideer. Jeg har tidligere bygget baggrund med Alfix og lavet forskellige moduler til indvendige filtre og er nu er kommet til en løsning jeg er rigtig glad for. Et filter med en kulisse uden om!
Med dette projekt har jeg forsøgt at finde et alternativ til en baggrund og til et færdigt indvendigt filter fra akvarieforhandlerne. Jeg syntes problemet med baggrunde er at de fylder hele baggrunden og ofte en stor del af akvariet og så kan de give et monotont billede. Endvidere sker det at baggrunden slipper ruden, så man ikke helt har kontrol over hvordan vandet cirkulere gennem filteret i baggrunden.
Indvendige filtre har ofte det problem at de falder dårligt ind i akvariets naturlige omgivelser. Endvidere skal man sætte dem fast med sugekopper der med tiden bliver hårde. Filterbeholderen sidder ofte under motoren, så man skal enten have hele filteret op eller også skal man trykke filterbeholderen af og dirigere den uden om planter osv. for at få den op af akvariet. Endvidere er der ikke mange indvendige filtre til akvarier på 325 liter og op efter.
Ovenstående har været udgangspunktet for min ide til et nyt set-up og nyt filter.

Filteret



Helt enkelt er filteret en plastikboks lavet af et teleskoprør fra Jem&Fix til 50 kr. Inde i boksen er en pumpe af mærket Aquabee Up 1000 og flere lag filtermåtte og filtermateriale af forskellig art. Øverste del kan løftes af og sættes på igen efter rensning af filter.
Selve plastikboksen har jeg udstyret med en bund af en rest plastik der er klippet til. Jeg har sat bunden fast med strips og limet rundt i kanten med limpistol, den er ikke 100 % tæt, men det skal også kun forhindre forkert vandcirkulation i filteret. Der fulgte et ophæng med pumpen, det har jeg boret huller til og sat fast. Jeg kan med denne opsætning få pumpen ud af nederste del og rense pumpehuset hvis det skulle være nødvendigt.



Ledningen til filteret er ført ud gennem nederste del ved først at bore et hul og så skære en revne fra kant og ned til hul. Plastikken kan derved vrides let og åbnes ned til hullet. Når ledningen er på plads i hullet, limes revnen til igen med en limpistol. Hver gang jeg har limet, filer jeg limen ned til overfladen.
Fra pumpens udstrømmerstuds og ud gennem filteret er brugt en slange og en fitting, så udstrømningen kan drejes. Hullet i plastikboksen boret er så det passer præcis til slangen, men kan eventuelt tilpasses med lidt lim. Slangen skal varmes lidt op for at passe til pumpen og fittingen. Det er ikke første gang at jeg bruger plastikboksen til filter og derfor ses der er en del huller lappet med lim.
Fordelen ved denne plastikboks er at højden kan justeres, Øverste del kan glide helt ned i nederste del, heraf navnet teleskoprør. På billederne nedenfor ses at der ført strips igennem plastikboksen. De har dels den funktion at holde filtermaterialet i den øverste del fra at synke ned og dels agere stopklods for øverste del af filteret. De to dele kan sættes sammen på to måder og jeg har valgt den som giver tættest sammenslutning. Der er filter materiale i både øverste og nederste del.



Selve Teleskoprøret er 10X15X40 cm og med de justeringer jeg har lavet er det ca. 35 cm højt. I øverste del er der 14 cm med filter, hvilket er 2,1 L. Jeg har ikke kun filter i den øverste del, men også filtermåtte og nogle biobolde i den nederste del. Det var først tiltænkt, at der kun skulle filtermateriale i den øverste del, men det gælder om at få så meget filtervolumen som muligt. Det vil også være yderst sjældent at jeg skal rense nederste del når øverste kører optimalt. Nederst er der plads til 4 cm filter og dermed er der 2,7 L filtervolumen i alt. Under vand er øverste del ikke så nem at tage op som jeg havde tænkt, idet der dannes et lille undertryk når man forsøger at skille dem ad. Kulissens halve form gør dog at jeg kan have hænder på hver del og trække dem fra hinanden.

Dekoration

Kulissen er lavet af Alfix og der er med vilje lavet lidt ekstra plads til plastikboksen. Havde jeg lavet kulissen helt ind til plastikboksen og hele vejen rundt ville det give besværligheder ved skift af filteret. Nu kan man uden problemer sænke øverste del ned i vandet og på plads. Det betyder også at sugemaller og andre små fisk kan svømme ind bag kulissen og finde skjul.
Kulissen er nem at lave. Først lægges to lag aviser om plastikboksen for at skabe afstand til plastikboksen. Så krølles nogle aviser sammen og formes til grene og sættes på med tapetklister eller tape. Alfix blandes med fint sand og lægges på i så tykke lag som muligt. Til de sidste par lag blandes Alfix’en med oxydbrun mineralfarve og påføres med pensel, endvidere blandes mindre sand i. Oxydbrun er mere rød end brun når den kommer under vand og det kan anbefales at blande med lidt sort for at få en mørkere farve. Jeg havde svært ved at finde en forhandler der havde mineralfarve, men fandt det i Sadolin Farveland. Jeg kunne have påført lidt flere farver i form af lidt sort i de dybe revner og lidt rødbrunt på kanterne, men min erfaring er at alger og andet med tiden giver den rette patina.



Det svære i denne kulisse er at få en firkantet beholder til at ligne et rundt træ. Jeg har forsøgt at lade nogle af rødderne gå rundt om kanten for at bryde den og samtidig lave nogle forgreninger.