Mystiske mundrugere

Forfatter: Ron Coleman
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Opdræt og yngel
 Del

Mystiske mundrugere

Af Ron Coleman, 1999
Oversat af Elisabeth Schrøder, 2006

Mundrugning er så almindeligt blandt cichlider, at mange akvarister slet ikke er klar over, at det er en sjælden og specialiseret form for yngelpleje. Mundrugning er opstået mindst otte, uafhængige gange i fisk tilhørende så forskellige grupper som arowanaer, Siluridae-maller, kardinalfisk, kæbefisk og labyrintfisk tilhørende Anabantidae (Oppenheimer, 1970), men denne levevis har nået sit højdepunkt blandt cichlider, hvor denne adfærd har udviklet sig uafhængigt i sydamerikanske, vestafrikanske og afrikanske Rift Valley undergrupper.




(Oreochromis aureus-hun med skuffe. Foto af Juan Miguel Artigas Azas)

Ved første øjekast virker spørgsmålet om, hvorfor en forælder bør udføre mundrugning, relativt simpelt. Mundrugning yder en stor beskyttelse for afkommet. Derudover er ”røre-rundt-bevægelser” hos mundrugere vitale for fostrenes overlevelse. I et klassisk eksempel af god eksperimentation viste Evelyn Shaw og Lester Aronson (1954), at æg fra Tilapia macrocephale ikke kunne overleve uden hjælp udenfor moderens mund, og at den svamp, som opstår på døende æg, ikke er skyld i døden, men nærmere blot en sekundær infektion. Mest imponerende var et forsøg, i hvilket de skabte stærkt strømmende vand henover æggene, men forhindrede æggene i at ”rulle rundt” ved at placere dem i et specielt rør med nogle små fordybninger. De sider af æggene, som var udsat for strømmen, levede, imens de dele af æggene, som vendte væk, døde. Det viste tydeligt, at funktionen af forældrefiskenes mundbevægelse er, at rotere æggene, så alle dele kommer i kontakt med de iltede vand.

Men mundrugning er ikke uden omkostninger, og det faktum, at den foregår inde i munden, betyder, at en stor del af processen forbliver et mysterium. Nye teknikker, nøje tilrettelagte eksperimenter og flittige observationer er ved at afsløre nogle af disse mysterier. Ved at bruge målinger af iltoptagelse viste Mrowka og Schierwater (1988), at hunnen hos egyptisk mundruger (Pseudocrenilabrus multicolor) ikke behøver at æde imens de mundruger, men de forbruger sandsynligvis ressourcer, som de har bygget op i tiden op til yngleperioden. For at få et klarere billede af omkostningerne, udførte Smith og Wooton (1994) er grundigt, manipulerende forsøg med Haplochromis sp. ”argens”, en mundruger fra Victoriasøen. De etablerede to grupper. Når en hun ynglede, blev den sat i enten en ”parental” eller ”ikke-parental” gruppe. Alle hunner blev vejet, og hunner i den ikke-parentale gruppe fik forsigtigt fjernet æggene. Seksten dage senere, i slutningen af den normale rugeperiode, blev fiskene vejet igen og eventuelle tilbageblevne unger blev fjernet. Forskerne tog så tid på hvornår hunnerne ville lægge æg anden gang. Hunner, som mundrugede under eksperimentet, viste tydeligt lavere vækstrater, og de var længere om at lægge æg igen, selvom de til dels var i stand til at kompensere for tabet i vækst ved at æde meget mellem perioderne med yngelpleje og den næste gydning.

Sigal Balshine-Earn (1995) søgte svar på et lignende spørgsmål hos den biparentale mundruger, Sarotherodon galilaeus. Hun kom også frem til, at denne pleje har omkostninger for hunner. Mundrugning forøgede tiden indtil den næste gydning, reducerede antallet af æg i efterfølgende kuld og kostede hunnen i kropsvægt. Hanner, som mundrugede, led også under tab af kropsvægt og var længere tid om at yngle igen.

Nogle mundrugere kan reducere disse tab under yngelplejen ved at tage føde til sig. Et antal af Tanganyika-mundrugere er i stand til at spise imens de ruger. Visse arter, som fx Cyphotilapia frontosa og Tropheus duboisi, spiser både for deres egen skyld og for at nære deres unger, imens andre, som fx Tropheus moorii, kun spiser for at gavne ungerne (Yanagisawa og Ochi, 1991). Yasunobu Yanagisawa og hans kolleger (1996) beskrev for nyligt fodring af ungerne indeni mundhulen hos en ubeskrevet art af Microdontochromis fra den sydlige ende af Tanganyikasøen. I modsætning til Cyphotilapia eller Tropheus, som græsser alger eller plukker invertebrater, og som har store æg, har disse fisk få, små æg og æder meget småt zooplankton midt i vandet. Ungerne i munden æder også disse vandlopper så meget, at de vil vokse og udfylde hele moderens mund. Så sker der en højst besynderlig ting. Ungerne synes at flytte fra moderens mund til hannens større mund. Dette er meget ejendommeligt, fordi disse fisk lever i store stimer, og det er svært at forestille sig hvordan en hun finder faderen til hendes unger igen. Hvorfor er dette et vigtigt spørgsmål? Simpelthen fordi en ubeslægtet han har mere ud af, at sluge ungerne end at udruge dem!

Den største omkostning for en mundruger må være, når noget går grueligt galt, og den ender med at mundruge æg eller unger, som slet ikke tilhører den. Den parasitiske adfærd hos gøgemallen, Synodontis multipunctatus, i Tanganyikasøen er det mest berømte eksempel. Historien omkring opdagelsen af denne er ret interessant, fordi den første gang blev rapporteret af Pierre Brichard (1979) til akvarister, og først senere blev bekræftet i et videnskabeligt miljø (Sato, 1986). De første observationen ser ud til at være gjort af Mireille Brichard, Pierres dater, som skrev til ham efter at have fundet Synodontis-yngel i mundene på Ophthakmotilapia nasuta hunner. Dengang spekulerede den aldrende Brichard i, at malleynglen var svømmet ind i mundrugerens mund om natten, når hunnen var sløv. I 1983 var fænomenet blevet iagttage af adskillige akvarister; bedragets sande omfang blev afsløret af Lee Finley (1983) da han med rette antog, at mallerne gyder på præcist det rette tidspunkt og sted for at få æggene samlet op af legende, mundrugende cichlider. Når de er kommet ind, udvikler malleæggene sig hurtigere end æggene fra den ufrivillige vært, klækker først og lever så af værtens afkom (Sato, 1986). Det mundrugende par forekommer totalt uvidende om hvad der foregår, og opfostrer mallerne som om de var deres egne unger. Denne adfærd er så sikker, at disse maller bliver mere og mere kendte blandt akvarister, fordi opdrættere jævnligt kan få dem til at yngle i akvariet ved at holde dem sammen med arter som fx Astatotilapia calliptera (en mundruger fra Malawisøen), som virker modtagelig overfor for ”gøge”, da den ikke har udviklet noget naturligt forsvar imod den slags numre.

Karen Kellogg og kollegaer (1998) har tilføjet en ny drejning til puslespillet. De havde tidligere dokumenteret, at hunner hos flere arter af malawicichlider havde forskellige faderskaber til deres kuld (Kellogg et al., 1995), hvilket betyder, at ikke alle æg var befrugtet af den samme han. Nu havde hun desuden bevis på, at hos mindst én art, Protomelas cf. spilopterus, har æggene ikke nødvendigvis den samme mor! Det betyder, at den rugende moder spilder en del af hendes yngelpleje anstrengelser på ubeslægtet yngel! Ved brug af en molekylær teknik kaldet mikrosatellitanalyse (DNA-analyse), identificerede Karen hvilke af ungerne i hvert af de seks kuld, som genetisk hørte til den moder, som mundrugede dem. I fire ud af seks tilfælde var der fremmede unger i kuldet. Hvordan de fremmede unger havner der, især i de tidlige udviklingsstadier, er stadig et mysterium. Denne art lever i klippe/sand overgangszonen i Malawisøen, og yngler ved lave tætheder, dvs. at hunnerne ikke gyder i grupper, som visse andre cichlidearter. Vanvittige massegydninger kunne forklare hvorfor en hun tilfældigvis kommer til at samle et fremmed æg op, men det ser ikke ud til at ske i dette tilfælde. Der er stadig mange mysterier at afsløre omkring mundrugere.

Gengives med tilladelse fra Eksternt link www.cichlidae.com og Ron Coleman