Fastsættelsen af kønnet

Forfatter: Ron Coleman
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Cichlider og videnskab
 Del

Fastsættelse af kønnet

Skrevet af Ron Coleman, 1997
Oversat af Elisabeth Schrøder, 2006




(Foto: Hos midascichliden er voksne hanner typisk større end hunner. Foto af Ron Coleman)

Når der skal udvælges neotropiske (eller andre) cichlider, vil erfarne opdrættere ofte vælge lige mange store og små individer for at være sikker på både at få hanner og hunner. Det har været kendt længe, at de største fisk i kuldet viser sig at være hanner, imens de mindste ender med at blive hunner. Hvorfor er det sådan?

Den mest rimelige forklaring på dette fænomen har altid været, at hanner vokser hurtigere end hunner. Men, som med så mange andre ting omkring cichlider, er det ikke nødvendigvis sandt, fordi de virker rimeligt. Et simpelt, men alligevel elegant, eksperiment udført af Richard Francis og George Barlow (University of California, Berkeley) afslørede, at det for i hvert fald nogle cichliders vedkommende ikke er kønnet, som afgør størrelsen. Det er nærmere omvendt: størrelsen afgør kønnet.

Hvor sært det end lyder, bliver nogle individer til hanner, fordi de vokser hurtigere og bliver større end deres søskende, imens andre modnes og bliver hunner. Denne bemærkelsesværdige fleksibilitet er kun muligt fordi kønnet ikke bliver afgjort hos cichlider på samme måde som hos mennesker.

Hos pattedyr (inklusiv mennesker) bliver kønnet alene afgjort af generne. Et hun-menneske har to X-kromosomer, hvorimod hannen har ét X og ét Y. Derfor bidrager moderen altid med et X til hvert afkom, imens faderen har 50% sandsynlighed for at bidrage med et X og 50% for at bidrage med et Y. Kønnet hos hvert afkom kommer alene an på hvilket kromosom, som det får fra faderen. Hos fugle er det lige modsat: det er hunnen, som har to forskellige kromosomer, imens hannerne har to ens.

Fisk gør tingene anderledes, og ligesom der er en enorm diversitet blandt fisk, er der også forskellige måder hvorpå kønnet bliver fastlagt. Hvis du var i stand til at smugkigge ind i en celle fra et hanligt pattedyr ved stor forstørrelse, ville du være i stand til at se X og Y kromosomerne. De ser forskellige ud. Dette er sjældent tilfældet hos fisk; kønskromosomerne ser normalt ens ud. Imens der hos nogle fisk synes at være kromosommæssig nedarvning af køn, er fastlæggelsen af kønnet ofte mere fleksibelt, påvirket af miljømæssigt faktorer, så som temperatur, pH, hormoner og sociale forhold. Endda i tilfælde, hvor der er kromosomnedarvning af kønnet, kan ekstreme påvirkninger ”overdøve” den genetiske information. For eksempel vil genetiske hun-guppier som kønsmodne blive til hanner, hvis de vokser op ved ekstreme temperaturer (Francis, 1992). Nye studier på cichlider afslører omfanget af denne fleksibilitet.

David Rubin (1985) ved Clark University fulgte op på Heiligenbergs (1965) observationer om, at kønsratioen i kuld af Pelvicachromis (kribensis og slægtninge) lod til at variere med pH’en. Rubin opdrættede P. pulcher, P. taeniatus og P. subocellatus, og opfodrede deres afkom ved forskellige pH-niveauer. Han kønsbestemte dem efter omkring 180 dage, enten ved dissektion eller ved ydre observationer. Resultatet stemte overens med Heiligenberg: surt vand lod til at give flere hanner, og basisk vand gave flere hunner. For eksempel, ved en pH på 5.0, blev 96% af et P. pulcher kuld hanner, hvorimod en pH på 6.9, kun gav 20% hanner. Han fik lignende resultater fra de to andre kribensis-arter. Rubin eksperimenterede også med to arter af Apistogramma (A. borellii og A. cacatuoides), og fik samme resultat.

For ganske nyligt undersøgte Uwe Römer og W. Beisenherz (1966) fastlæggelsen af kønnet hos 37 arter af Apistogramma. De skabte pH-forhold på 4.5, 5.5 og 6.5, og temperaturforhold på 23, 26 og 29°C. De fandt ud af, at hos nogle arter (fx. A. cacatuoides, A. gephyra, A. hongloi, A. nijsseni og muligvis også A. steindachneri og A. linkei) påvirker pH’en kønsratioen således, at lav pH favoriserer produktionen af hanner. Interessant nok fandt de også, at højere temperaturer også producerer flere hanner, denne gang hos 33 ud af 37 undersøgte arter; de eneste undtagelser var A. iniridae, A. luelingi, A. mendezi og A. sp. ”Gelbwangen”, og endda i disse tilfælde var resultaterne næsten signifikante. Effekterne af temperatur og pH var ikke ”alle eller ingen”, dvs. ikke engang høje temperaturer og lav pH producerede 100% hanner; alle kuld var en blanding af køn, men forholdet ændrede sig efter temperatur, pH og art. De største skævheder var 99% hanner hos A. diplotaenia ved pH 4.5 og 29°C versus 4% hanner hos A. caetei ved pH 6.5 og 23°C. Hos Pseudocrenilabrus multicolor victoriae (den eneste afrikanske art, som de undersøgte), påvirkede hverken temperatur eller pH kønnet.

Det var i lyset af denne usædvanlige fleksibilitet. at Francis og Barlow udførte deres eksperiment. De brugte midascichliden, Amphilophus citrinellum, fra Centralamerika. Midascichlider er store, substratlegende, biparentale cichlider hjemmehørende i de store søer i Nicaragua. Voksne hanner kan nemt nå en størrelse på 25 cm i længden, og hunner en smule mindre. En typisk gydning fra en voksen hun kan bestå af op til 2000-3000 æg.

Francis og Barlow startede med et kuld midascichlideyngel og opfodrede dem samlet i 6 måneder. Ved slutningen af denne periode udtog de 74 ungfisk fra denne gruppe, som de omhyggeligt målte. Den mediane standardlængde var 52.2 mm. Forskerne tog derpå de 37 fisk, som var større end medianen, og puttede dem i et separat akvarium og kaldte dem den ”store” gruppe. De puttede de 37 fisk, som var mindre end medianen, i et andet, men identisk, akvarium, kaldet den ”lille” gruppe. Fiskene fik da lov til at vokse og modnes for yderligere 6 måneder.




(Selv tre måneder gamle kan unger fra et enkelt kuld midascichlider varriere meget i størrelsen. Foto af Ron Coleman)

Udfra deres størrelse ved den første måling, kunne vi forvente, at flokken af fisk i den “store” gruppe ville blive kønsmodne som hanner, imens flokken af de “små” fisk ville blive hunner. Men, da Francis og Barlow kiggede på fiskene, da de var et år gamle, var det ikke, hvad de fandt. Som et år gamle var fiskene i færd med at blive kønsmodne, og ved at undersøge fiskene udvendigt (og derpå bekræfte disse observationer vha. dissektioner), kom forskerne frem til, at cirka halvdelen af fiskene i hvert akvarium var hanner, og halvdelen hunner. Derudover var de store fisk i hvert akvarium hanner, og de mindre var hunner. I den ”store” gruppe varierede hanner i størrelse fra 116 til 143 mm, imens hunnerne varierede fra 96 til 123 mm. I den ”lille” gruppe var hannerne 129-155 mm, hunnerne 105-128 mm.

Den eneste forklaring på disse data er, at den største fisk i hvert akvarium “besluttede” at blive en han, imens de mindre “besluttede” at blive hunner. Eksperimentet viser, at fastlæggelsen af kønnet hos disse fisk skete, da fiskene var et sted mellem 6 måneder og 1 år gamle, og groft sagt mellem 50 og 100 mm i standardlængde. Om cichliderne blev af det ene eller det andet køn, var ikke alene baseret på deres størrelse, men nærmere deres størrelse i forhold til fiskene omkring dem. Der bliver brug for fremtidige eksperimenter for at se, om denne sociale effekt på kønnet er udbredt blandt cichlider. For akvaristen er kernen i alt dette simpelthen, at fastlæggelsen af hvilke der er hanner, og hvilke der er hunner, slet ikke er noget simpelt spørgsmål overhovedet.

Gengives med tilladelse fra Eksternt link http://www.cichlidae.com/ og Ron Coleman