Cichlider Fra Rio Puerto Viejo, Costa Rica

Forfatter: Ron Coleman
Oprettet: 08/09-2008 08/09-2008
Sidst redigeret: 27/05-2010 27/05-2010
Oprettet under: Sydamerika
 Del

Cichlider Fra Rio Puerto Viejo, Costa Rica

Af Ron Coleman, 1999
Med tilladelse oversat af Elisabeth Schrøder, 2006



(Rio Puerto Viejo i Costa Rica løber gennem den skyggefulde regnskov, hvor de nedsunkne træstammer er vigtige ynglesteder for cichliderne. Fotos af Ron Coleman)


Ligesom der er mange måder hvorpå man kan nyde cichlider i et akvarium, er der også forskellige måder hvorpå man kan opleve dem i naturen. I tidligere artikler i Cichlid News har forfattere som Stan Sung, Laif DeMason og andre beskrevet det, at indsamle cichlider i Mellemamerika. De har besøgt mange vidunderlige steder og indsamlet masser af smukke fisk. I denne artikel vil jeg gribe det an på en ny måde. Jeg vil fokusere på én bestemt lokalitet, en 1 kilometers strækning af Rio Puerto Viejo i det nordøstlige Costa Rica, og de cichlider som findes her.

Mellemamerikas geologi sikrer, at begge tilgangsmåder har værdi. Bjergkæden, som løber ned gennem midten af Mellemamerika, har bidraget til den store artsdannelse, som cichlider har gennemgået i dette område. Generelt løber floderne enten mod øst eller vest fra disse bjerge. ”Parallelle” floder er ikke forbundet med hinanden, så hvert system har jævnligt haft muligheden for, over tid, at udvikle sine egne sæt af arter, cichlider og andre. Fordi hver flod har et udvalg af habitater, typisk fra langsomme partier af vand og bunker af tømmer, til hurtigstrømmende, klippefyldte strækninger, er hver flod hjemsted for et mangfoldigt udbud af cichlider, inklusiv små, hemmelighedsfulde typer, nogle mellemstore arter og store rovtyper.

For at se den maksimale mangfoldighed af cichlider i et område, bør man besøge mange forskellige småfloder. Men, den bedste måde hvorpå man kan studere hvordan de forskellige arter passer sammen i en enkelt undervandssamfund, er at tilbringe mere tid på ét sted, og så billedet vil langsomt lade sig afsløre.

Somme tider er det billede, som dannes, ikke så tydeligt, som man kunne have håbet. For det første er vandet ofte ikke særligt klart i Mellemamerika. En kombination af algevækst i vandet og sediment skyllet ned fra højlandet mod havet gør sigtbarhed til en udfordring i mange områder. Pga. manglen på større plantearter er hele landskabet generelt ganske uinspirerende mudderbrunt. For det andet forsøger de fisk, som måtte være til stede, ikke just at tiltrække sig opmærksomhed (hvis de kan undgå det), men det er en del af den virkelige fornøjelse ved at observere cichlider i naturen; prøve at regne ud hvad der egentlig foregår. Heldigvis er floden så relativt fredelig, som tropiske floder nu kan være det: der er ingen giftige, vandlevende slanger (selvom der er masser af dem på land), og der er ingen krokodiller, kun kaimaner, som aldrig bliver større end omkring 2 meter eller sådan. Jeg er stødt på en under vand, på nært hold, og vi blev enige om ikke, at gøre det store nummer ud af det, og gik derpå hver til sit.

Jeg har haft det held, at være i stand til, at besøge denne specifikke flod på fire, enkeltstående lejligheder, nemlig i sommeren 1989 og hver marts måned i 1996, 1997 og 1998, som del i min forskning om udviklingen af cichliders æg og den yngelpleje, som er knyttet hertil. På hver tur tilbragte jeg næsten tre uger med at snorkle hver dag gennem den samme kilometer af vand i mit forsøg på, at lære mere om disse fisks samfund. I løbet af de sidste fire besøg har jeg afdækket ynglevanerne hos alle pånær én af de tilstedeværende arter. Det er et tegn på dette systems kompleksitet, som jeg er ivrig efter at rejse tilbage til igen. Der er stadig flere mysterier at løse på dette ene sted.

Der er otte cichlidearter i Rio Puerto Viejo, nemlig Archocentrus septemfasciatus, A. nigrofasciatus, Astatheros alfari, A. rostratus, Hypsophrys nicaraguensis, Neetroplus nematopus, Tomocichla tuba og Parachromis dovii.
De mindste cichlider er Archocentrus septemfasciatus og A. nigrofasciatus (den velkendte zebracichlide). Hanner af hver art kan nå en størrelse på 12-14 cm, men hunner er ofte kun 8-10 cm i total længde. Zebracichliden er så sjælden, at jeg altid bliver begejstret over at møde den, hvilket nok er svært at forstå når man tænker på, hvor almindelige de er i hobbyen. Dens udbredelsesområde er typisk mod nord og vest, men dens nære slægtning, A. septemfasciatus, er ganske almindelig i Puerto Viejo. Med stærke farver og stor ynglevillighed er der ofte dusinvis af familier af A. septemfasciatus at finde nær rodnet, grene og bunker af nedfaldne blade. De yngler i små huller i flodbrinken eller under træstammer, beskyttede steder hvor den lille fisk kan undslippe en lurende ægrøvers øjne.






(Cichlider fra Rio Puerto Viejo; En hun Archocentrus septemfasciatus i legedragt, og til højre en hun Astatheros alfari, der er i færd med at vifte henover sine æg ovenpå en nedsunken stamme. I anden række kommer en typisk yngleplads for A. septemfasciatus under et træs neddykkede rødder, til højre i anden række ses ”mundaftrykkene” fra en Astatheros rostratus som søger føde i området. Tredje række til venstre viser en hun A. rostratus, som vogter sine æg i et område med mudret, stillestående vand, og til højre et par Hypsophrys nicaraguense, hvor hannen normalt er større end hunnen, de graver huler hvori de placerer deres ikke-klæbende æg, som de ses i billedet til venstre i den nederste række, hvor du til højre ser en ynglende par af Neetroplus nematopus, som viser den sorte yngledragt med en hvid markering. Fotos af Ron Coleman.)

Astatheros alfari er ikke en almindelig fisk, og ynglende par er svære at finde. De lægger deres æg på åbne flader på neddykkede træstammer, men disse stammer skal være i roligt, stillestående vand. Hanner kan være op til 23 cm i længden, men hunner er ofte meget mindre (ca. 12 cm). Forældrene med deres unger er nemme at kende på deres klare, hvide og gule kanter på bugfinnerne, som hænger ned under forældrenes kroppe. De farvede finner tjener sig signalering til ungerne, og kan være det eneste synlige i det mørke vand. Fare signaleres med hurtige ryk i disse ”flag”, hvilket får ungerne til at komme tættere på forældrene eller dykke ned i skjul på bunden.

Den næste udfordring var den spøgelsesagtige Astatheros rostratus, en ualmindelig art kun fundet på nogle få steder i mit studieområde. Men nu hvor jeg har lært deres hemmelighed at kende, er jeg i stand til at finde dem ganske ofte. Som navnet antyder har Astatheros rostratus en forlænget snude og en mund, der fungerer næsten ligesom et vacuum. De bevæger sig langs med dyndet, inhalerer en portion af bunden, og spiser godbidderne (alger og små hvirvelløse dyr) imens det sies igennem, og resten spyttes ud. Det var først efter at have set en stor han A. rostratus guffe sig vej gennem et område med dynd og blade, at noget andet, jeg havde observeret, pludselig gav mening. På lavvandede, dyndede områder havde jeg ofte set et stort antal af små fordybninger, næsten som hvis nogen havde været forbi med en småkageform og lavet mønstre i bunden. Disse var blot tegnene på, at en Astatheros rostratus havde søgt føde her.

Fisken i sig selv er smuk, ikke i dristige, reklamerende farver som koralrevsfisk eller Rift Lake cichlider, men i de diskrete skinnende blå og hvide farver på dens plettede finner, når den vandrer gennem skyggerne. Jeg kalder dem spøgelsesfisk, fordi de er hurtige til at gemme sig, og fordi de lever i mudrede områder, er de svære at se på trods af deres størrelse. Hanner er 25 cm, hunner 22-23 cm lange. Somme tider er alt hvad jeg kan se to, store pletter, en midt på kroppen og den anden over og lidt foran, svømmende ulegemligt gennem de uklare vand.

Først kunne jeg ikke finde denne arts reder, men nu kender jeg tricket: de “peger” mod deres reder. Først finder jeg et individ, som virker fast besluttet på at blive i et bestemt område med stillestående, dyndet vand (et sikkert tegn på, at den vogter over en rede). Hvis jeg langsomt svømmer imod fisken, vil den fjerne sig, men så vende sig om mod en bestemt retning. Nu kender du én linie. Svøm mod fisken igen, og den vil flytte sig bort mod siden, men igen vil den vende sig og pege mod reden. Følg disse linier til hvor de mødes, og det vil reden være, bestående af 1000 små æg, delvist dække af dynd, på overfladen af en begravet stamme.

Hypsophrys nicaraguense er en fascinerende fisk. Som mange akvarister ved, at det den eneste mellemamerikanske cichlide, som lægger ikke-klæbende æg. Det klare, gule æg triller ofte omkring på bunden af akvariet. Jeg ved nu hvorfor: Hypsophrys nicaraguense yngler i tunneller. Det var først på min tredje tur, at jeg endelig afkodede de signaler, som disse fisk havde udsendt hele tiden. På mine første to ture var jeg blevet forbløffet over synet af H. nicaraguense, som stod op og ned af flodbrinken uden nogen synlig grund. De søgte ikke efter føde, og de flyttede sig ikke – de to ting, som cichlider ellers oftest foretager sig i naturen.

På min anden tur bemærkede jeg, at disse “opholdssteder” ofte syntes at være på karakteristiske steder, og engang troede jeg, at jeg så en af dem smutte ind i et hul i brinken. Jeg rakte armen derind, men fandt intet. Svaret lod vente på sig endnu et år. Jeg kom tilbage det følgende år, bevæbnet med højteknologisk udstyr: en undervandslommelygte. I løbet af få minutter åbnede den op for en helt ny verden. Da jeg lyste ind i et af disse huller (en tunnel på 7-8 cm i diameter og 22-25 cm dyb), lå der inde bagved, i en nydelig lille bunke, de klare, gule æg, som akvarister har karakteriseret som unikt for denne art. Jeg havde fundet Hypsophrys nicaraguense’s skjulte rede. Indenfor en halv time havde jeg fundet adskillige flere, og mysteriet var løst: disse fisk laver horisontale tunneller i lerbankerne. De findes sommetider i tætte grupper. Jeg tror dette skyldes, at den rette konsistens af ler kun findes på afgrænsede steder. Disse steder skifter fra år til år, fordi storme flytter stammer og sand fra sted til sted, og dermed afslører eller tildækker områder med ler. Rederne bygges af både hanner og hunner.

Sorte og hvide Neetroplus nematopus er også huleleger, men i højere grad en opportunist. I modsætning til de omhyggeligt gravede huller, som Hypsophrys nicaraguense laver, lader Neetroplus til at besætte huller gravet af andre, måske rejer eller krabber, eller bruger hule stammer eller sprækker i klipperne. Denne art er lille, hanner bliver somme tider 15 cm, men hunner kun 8-10 cm. Jeg afslørede deres redehemmelighed, da jeg så en, som stod over enden af en træstamme og viftede ind i den hule åbning. Vifteadfærden, dvs. når en fisk bevæger sine bugfinner hurtigt frem og tilbage imens kroppen holdes på samme sted, har den funktion at drive iltet vand henover æggene. Da jeg så denne fisk vifte ind mod stammens ende, viste jeg, at der måtte være æg derinde, og det var der sandelig også. Jeg har siden fundet mange flere Neetroplus-reder, nu hvor jeg ved, hvor jeg skal lede. Jeg har endda fundet en, som havde bygget rede i et halvt begravet PVC-rør, som var ført med floden.

Den mest slående fisk (og min personlige favorit) i dette område, er Tomocichla tuba. Den er faktisk ret almindelig, og jeg har talt op mod tyve aktive reder i mit forskningsområde på én dag. Tomocichla tuba er store fisk og nemme at få øje på: hanner bliver 35 cm i længden, imens hunner kan blive 22 cm. Ikke-yngledragt hos begge køn er en kombination af grønne, grå og gule farver, men når de yngler, er de fantastiske. Begge køn udvikler en strålende hvid ynglemaske, som synes at afsondre hvid blæk, og en sort stribe løber i kroppens længde fra brystfinnens aksel til halefinnens rod (en kombination, som er umulig at tage fejl af). Under æglægningen splittes striben op i to lodrette bånd adskilt af hvidt og gult. Hunner har hindbærrøde markeringer på disse lysere områder. Hanner har udprægede pandepukler, som snarere er tynde og høje, end bulede i formen. Disse fisk hører hjemme i hurtigstrømmende vand og er i stand til at svømme fænomenalt hurtigt. De er almindelige, fordi de lægger deres æg i de hurtigste dele af floden, i modsætning til andre cichlider. Æggene klækker og bliver til store, humlebifarvede larver, som kan klare utroligt stærke strømme lige fra deres første dag. Det er sandelig spændende at se et par Tomocichla tuba med en stime på 50-100 unger, som bevæger sig op og ned af floden i en strøm, der er så stærk, at jeg bliver nødt til at holde fast i en træstamme for ikke at blive skyllet væk.

Den sidste art (og den største) er ulvecichliden, Parachromis dovii. De er ikke almindelige, men de er de dominerende rovdyr i dette system. På en kilometers flodstrækning vurderer jeg, at der sandsynligvis er færre end et dusin hunner og muligvis færre hanner. Hannerne er ”store” (jeg vurderer, at de må være nær ved 70 cm i længden). Jeg får sjældent et glimt af en han at se, og når jeg gør, er det ofte fordi vi løber ind i hinanden ved en overraskelse, når jeg svømmer rundt om en træstamme. Han svømmer hurtigt væk, imens jeg hoster det vand, jeg lige har slugt, op. Hunnerne er store nok ved 35 cm med et ganske imponerende sæt kæber. Cirka seks gange er jeg stødt på hunner, der har eskorteret et kuld unger. Interessant nok tager hannerne ikke del i yngelplejen, i modsætning til alle de øvrige cichlidearter på dette sted. Ungerne bliver ved moderen i lang tid, og kan vokse sig større end 2,5 cm i længden og tælle adskillige hundrede. Jeg mangler endnu at finde ud af, hvor hun lægger sine æg. Der er kun nogle få steder, som jeg til dato endnu ikke har undersøgt, for eksempel indeni nogle af de større, hule stammer og i store, mørke huller ved foden af undergravede træer. Måske næste gang...




(Et ynglende par Tomocichla tuba, som vogter deres æg. Foto af Ron Coleman)

Bringes med tilladelse af Eksternt link http://www.cichlidae.com/ samt Ron Coleman.